Skriv en kommentar
Anmeldelsesgenren bør som udgangspunkt ikke indeholde anekdotisk pladder - jeg vover alligevel pelsen og ja - dengang jeg var dreng, så havde vi altså snestorm om vinteren og 10 kilometer til skole og evig modvind. Hvis man gerne ville have følelsen af medvind, så drømte man enten om at finde et rumvæsen (i sneen, naturligvis) efter en tur på chopperen, eller at tage sin pisk med på jagt efter en eksotisk guldskat i en sydamerikansk jungle - eller allerbedst: at blive adopteret af en asiatisk udseende ældre herre, der via tvangsarbejde fik oplært dig til at blive omegnens karatemester.
Karate Kid-filmen fra 1984 fik med enkle midler sat et kæmpe aftryk på, hvordan filmverdenen så på kampsport - og meget af succesen skyldes ikke mindst de to hovedrolleindehavere, Pat Morita (mr. Miaygi) og Ralph Macchio (Daniel Larusso). Historien om den amerikanske knægt, der mod alle odds bliver trænet til at stå imod mobberierne fra de lokale Cobrai Kai-bøller med hjælp fra en undseelig ældre herre fra Okinawa behøver ikke nærmere introduktion - og tilgangen til at bruge karate som et passivt forsvar frem for en udfarende aggression, slettede billederne af Bruce Lee-film og en genre, hvor målet var at tæve løs på alt og alle, jo flere jo bedre.
På baggrund af den store succes måtte der selvfølgelig komme efterfølgere, og Karate Kid har været genstand for talrige - Franchisen fik vel nok mest liv efter Netflix introducerede serien Cobra Kai i 2018 - en serie, som stadig kører efter 6 sæsoner.
Så Karate Kid: Legends - er det naturlige resultat af en baseline, som er nem at pifte op og med et par kunstgreb præsentere som en nyfortolkning. Filmens historie er hurtigt overset; hovedpersonen Li Fong flytter med sin mor fra Beijing til New York, møder en sød pige med den forkerte ekskæreste og så har vi balladen - Heldigvis kan hele miseren løses med en kampsportsturnering, som afholdes i New Yorks gader. Inden da skal der selvfølgelig trænes, og så er det noget af et lykketræf, at man har både mr. Han (Jackie Chan) og selveste Karate Kid, Daniel Larusso (Ralph Macchio) på bænken.
Inden de to legender for alvor træder ind på scenen, så padler filmen med en malplaceret og uinteressant sidehistorie om Li Fongs venindes far, som har været mesterbokser og nu absolut skal lære kung-fu af Li Fong for at vinde penge i en kamp for at betale et par slemme lånehajer.
Dertil utallige shots af gaderne i New York, der mest af alt minder om en reklamekampagne for rejser til USA. Det giver et forvirrende billede af Li Fong, som først er verdens bedste kung-fu træner for en midaldrende herre og som dagen efter skal trænes op af to andre midaldrende herrer, som om han for første gang er trådt ind i en dojo. Men uden de to kan man ikke bare slette billederne af storebror, som døde efter et overfald og lære en ny udgave af voks på/af og fikse udfordringerne med den søde pige. Fair nok.
Den klassiske split-screen med to forskellige tilgange til træning er filmens højdepunkt. Ikke fordi, der sker så meget nyt og det er et greb, som fx Rocky-filmene har sørget for at udvande - men hvis ikke man er immun over for Jackie Chans skæve smil og Macchios drengede charme, så er det virkeligt svært ikke at trække på smilebåndet, når de to konkurrerer i, hvem der er bedst til at bruge Li Fong som boksebold. Det ser vitterligt ud til, at de har haft det sjovt med at skyde de scener.
Jeg havde gerne set, at man havde prioriteret filmens sidste del med den uundgåelige turnering og fik bygget stemningen op til finalen. Kampene afvikles i lyntempo og det understreges af, at der er tilsat grafiske virkemidler, så jeg til tider blev i tvivl om, hvorvidt jeg ved en fejl havde skiftet input-kilde og sad med Street Fighter i stedet. Koreografien er fin og Li Fong-karakteren er overbevisende, men med fare for at dyrke nostalgien, så ville det have trukket karakteren op, hvis der var lagt mere sjæl og realisme i netop kampscenerne - som man gjorde i originalen.
Det bringer mig tilbage til starten - Karate Kid: Legends ville uden sine forgængere ikke kunne stå alene og ville hurtigt blive glemt - Det er en balancegang at respektere arven fra en respekteret og anerkendt historie og fortolke den til en kontekst i ny tid. Det lykkes ikke så godt her, måske fordi historien reelt set er 1-1 i forhold til oplægget - og ja, måske fordi Pat Morita ikke længere er blandt os. Som underholdning fungerer filmen fint, men den kommer ikke til at danne skole for drømmene om at ende som omegnens nye karatemester.
