Gangsterfilm er der mange af. Der er desværre også mange elendige af slagsen. Hele mafiamiljøet tiltrækker alskens filmproducenter, da det som regel kan byde på gode historier, action og drama. Desværre ligger film som Godfatherfilmene og Goodfellas stadig på toppen af gangsterfilmlisten, og når jeg siger desværre, er det fordi genren, der ellers i sig selv indeholder stort potentiale er blevet udvandet af de mange elendige film der er blevet lavet. Siden de to ovennævnte film er der dog i nyere tid kommet den glimrende tv-serie Sopranos, der indeholdt alt det en god mafia film/serie skal indeholde, samtidig med at den på sin vis genopfandt genren i kraft af sin antihelt Tony Soprano der havde psykiske lidelser, depressioner og var både en væmmelig gangster og sympatisk fyr. Hitters er derimod en forfærdelig film. Den er usammenhængende og så dårligt produceret at den aldrig burde være udgivet.
Vi kan starte med historien, selv om der ikke der er meget at komme efter … Tony Civano er en respekteret politiker, der har en fortid med mafiaen i kraft af sin familie, der er indblandet i diverse familieforetagender. Han er til stadighed fanget mellem loyaliteten til familien, sine rødder og sit image i forhold til offentligheden. Da han tager beslutningen om at skære båndene til mafiaen må han indse at det er nemmere sagt end gjort. Han får valget mellem at blive stikker eller dø for sine overbevisninger, og må i sidste ende tage loven i sin egen hånd.
Udgangspunktet er udmærket, men fortællingen er simpelthen så ustruktureret fortalt at man den første halve time sidder og keder sig bravt samtidig med at man flere gange ikke aner hvad der foregår. Hvem snakker om hvem og hvem vil myrde hvem? Skuespillerne er så gennemført dårlige at man undres over hvorfor de ikke bare kunne finde én anstændig skuespiller, der kunne trække niveauet bare lidt op. Guderne skal vide at der ikke ligefrem er mangel på gode skuespillere, der kan spille de klassiske gangsterroller til perfektion. Det hele skyldes nok først og fremmest at filmen oser langt væk af dårlig produktion, elendig instruktion og talentløst manuskript uden den store indsigt i den verden filmen skal foregå i. Flere af scenerne er så dårligt belyst og dårligt filmet at man føler sig hensat til 1970’ernes B-film. Det er simpelthen ikke godt nok, når filmen også lider af en symptomatisk mangel på kvalitet i alle andre henseender. Der er en masse forsøg på at vise det problematiske forhold der altid vil være mellem loyalitet mod familie/mafia kontra det
at leve et retskaffent liv. Men det virker bare ikke, og man bliver mere forvirret og frustreret over filmens generelle elendighed end man drages ind i historien og gider besværet med at interessere sig for og indvolvere sig i personerne og problemstillingerne der fremstilles. Interessant bliver det aldrig.
I det store hele er Hitters en film der for enhver pris bør undgås, med mindre man har en enorm hang til gangsterfilm. Selv der, er der dog så mange andre gode film at finde i den genre at man nemt bør kunne fornøje sig på anden vis uden at skulle udsætte sig selv for denne omgang spild af tid.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.