Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Lone Scherfig slog stort igennem for syv år siden med Italiensk for begyndere – den mest sete danske film i udlandet til dato. En dramakomedie bygget op omkring et stort, sidestillet ensemble. Siden tog hun til Skotland for at dreje den underfundigt melankolske Wilbur Wants to Kill Himself, der ifølge denne anmelder er hendes klart bedste film. Men nu er hun kommet hjem. Hjem til Danmark og hjem til ensemblefilmen. Og med sig har hun taget flere profiler fra italiensk-holdet; Peter Gantzler, Lars Kaalund og Ann Eleonora Jørgensen.
Sidstnævnte er i Hjemve Margrethe; en kvinde, der er flygtet fra en kristen sekt til en lille provinsby, hvor hun får en rengøringstjans hos den dumstolte kunstner og charlatan, Lindy Steen (Peter Hesse Overgaard). Netop som hun ankommer, er byen på den anden ende. Der er set en nøgen mand gå rundt om natten kun udstyret med en avis i hånden.
Jesper Tøjmand (Kristian Ibler) får uden om sin hustru, Ulla (Mia Lyhne) snart stablet en hemmelig telefonlinje – Det tavse øre – på benene, hvor den nøgne bagmand kan melde sig. Med på den plan er især Lars Kaalunds charmerende, tunghøre apoteker og Pernille Valentins usikre Mette-Inge. Erling (Peter Gantzler) render omkring som en loose canon; han tror, at han er på stærk antidepressiv medicin, men bliver i virkeligheden udstyret med harmløse vitaminpiller. Hans sindstilstand bliver ikke bedre af, at han genforenes med sin fortid, da han møder sin storesøster (Ida Dwinger) tilsyneladende dødssyg på hospitalet.
Til at binde det hele sammen har vi den myreflittige Myrtle (Bodil Jørgensen), der har ansvaret for, at renoveringen af den nye rådhusplads bliver færdig. Men med Henrik Lykkegaards tillidsrepræsentant i spidsen strejker arbejderne – de kan jo ikke leve med, at byens borgere har mistanke om, at én af dem er den famøse nøgne mand.
Så er der i den grad lagt op til ensembledramakomedie. Det handler selvfølgelig lige så lidt om den nøgne mand, som Italiensk for begyndere handlede om at lære italiensk. Hjemves agenda er derimod at skrue personrelationer og karakterudvikling sammen i et forhåbentlig samlet hele. Det lykkedes kun lige knap.
Hjemve er skudt kronologisk, og manuskriptet er på det nærmeste skrevet fra dag til dag under selve produktionen. Lone Scherfig og hendes medforfatter, entertaineren Niels Hausgaard, har med andre ord nok haft en overordnet præmis for filmen, men har ikke fra start af lagt sig fast på, hvor filmens spraglede persongalleri skulle hen.
Det kan man især se – med negativt fortegn – i filmens første halvdel. Persontegningen synes rastløs og kønsløs, hverken sjov eller dramatisk. Mia Lyhne får lov at stjæle et par scener med et par kvikke one-liners, inden hun forsvinder besynderligt ud af filmen. Siden får Scherfig og Hausgaard dog bedre greb om sammenhængen i ensemblet, og i filmens anden halvdel lykkedes det i langt højere grad at bryde igennem med den afdæmpede form for surrealisme midt i hverdagsdanmark.
Peter Gantzler og især Bodil Jørgensen har de mest udfarende karakterer og gør det vanen tro godt. Lars Kaalund har en anelse svært ved at spille sig ud af en lidt for træg karakter. Ann Eleonora Jørgensen får i glimt lov til at vise, hvor fandens dygtig en skuespillerinde, hun er – alt for mange danske instruktører bruger hende alt for lidt – mens Peter Hesse Overgaard er ganske morsom som Lindy Steen.
Hjemve fremstår på bundlinjen som en bagatel. En fin, underfundig og velspillet en af slagsen, men også en kende for rastløs og harmløs til for alvor at trænge igennem, såvel dramatisk som komisk.
Ekstramaterialet indeholder en interessant lille film om tilblivelsen, hvor vi kommer bag om Scherfig og Hausgaards dag-til-dag arbejdsmetoder. Desuden slettede scener; kommentarspor; et samtale om Hjemve, hvor Dagbladet Informations Christian Monggaard interviewer Lone Scherfig, Niels Hausgaard og Ann Eleonora Jørgensen, samt kortfilmen Jeg er bare den logerende med Bodil Jørgensen og Anders W. Berthelsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.
