Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den romantiske komedie og sci-fi genren er før blevet spaltet sammen på succesfuldt vis, men stadig relativt få gange. "Her" (2013) med fantastiske Joaquin Phoenix i hovedrollen fortalte historien om hvordan en deprimeret og ensom mand forelsker sig oprigtigt i et computersystem med en kvindelig stemme. En film, der var overraskende rørende og yderst relevant på mange måder, bl.a. i forhold til social isolation og den kunstige intelligens udvikling. Pixar's "Wall-E" (2008) var et anderledes take på denne genrehybrid, og en virkelig vellykket en af slagsen. Tilsyneladende er romantik og rumvæsner et klædeligt match, og "How to Talk to Girls at Parties" har afgjort nogle klarer forcer, som bliver flettet sammen med nogle ligeså indlysende svagheder.
Da den unge Enn (Alex Sharp), en punker og tegneserieartist, og hans to bedste venner, Vic og John, ved et tilfælde støder på en sekt, der udelukkende består af rumvæsner, hvis primære mål er at fuldføre deres mystiske ritual. Enn forelsker sig med lynets hastighed i den rebelske rumpige Zan (Elle Fanning), som er fascineret af Enn's punkmentalitet, og som ønsker at bryde fra af sektens stramme og faste rammer. Sammen tager de på en hormonfyldt, syret og følelsesladet dannelsesrejse for at slippe væk fra deres respektive hverdage med hinanden i hånden.
Filmens lysende gevinst er uden sidestykke Elle Fanning. Fanning portrætterer rumvæsnet Zan som både kejtet, godhjertet og rørende naiv. I modsætning til storesøster Dakota Fanning, ligner i øvrigt at Elle for alvor er på vej mod toppen med flere stærke præstationer i hendes forholdsvis korte karriere. Kemien med kollegaen Alex Sharp tager dog betydelig skade af, at Sharp ikke fungerer optimalt i hovedrollen, og han er aldrig troværdig i rollen som en oprørsk post-punker. Undervejs dukker der et par relativt kendte navne op i form af Matt Lucas (Little Britain), Ruth Wilson (The Affair) og den, uden sidestykke, største stjerne i filmen, Nicole Kidman, som alle bidrager med nogle skæve og virkelig fjollede karakterer.
Når forlægget til en film som denne kommer fra Neil Gaiman, som også skrev novelleudgaven af den uforlignelige "Coraline" (2009), så ved man at man ikke får en "by-the-numbers"-film. Man forventer noget unikt. Og skønt denne film hverken på nogen måde er virkelig dårlig eller virkelig god, så er den i hvert fald unik i sin stil og tone. Historien er så snørklet, energifyldt, ofte ufrivillig komisk og ikke mindst underlig, at den med stor sandsynlighed vil være en rendyrket kultfilm om nogle år.
Budgettet, skønt det ikke er blevet offentliggjort, har næsten med alverdens sandsynlighed været mikroskopisk, hvilket tydeligt kan ses over hele produktionslinjen, men med sådanne kultfilmsaspiranter, så har det da afgjort sin charme.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome
