Skriv en kommentar
Sofia (Julie Brochorst Andersen) bor sammen med sin halvsøster Oliva (Simone Lykke) i en campingvogn bag sin papfars bodega i en lille flække et sted i udkantsdanmark. Papfaren er en tyran i særklasse, og moren finder sig tilsyneladende i hvad som helst. Ydmygelserne er mange, og Sofias løn fra den lokale kødfabrik bliver afleveret til papfaren sammen med hendes værdighed, når hun i sin ”fritid” arbejder på bodegaen sammen med resten af familien.
En dag bliver det for meget. Sofia og Olivia tager affære, stikker af hjemmefra og sætter sig for at opsøge Sofias biologiske far Adam (Alexandre Willaume).
Hundeliv er skrevet og instrueret af debutanten René Frelle Petersen og er et anderledes bud på dansk tragikomisk socialrealisme. Hvor andre danske film i samme genre har haft en tendens til at blive både tunge og tragiske på grund af tunge emner, formår Hundeliv at løfte sig op over tragedien og midt i elendigheden vise en meget fin og skrøbelig menneskelighed, der giver håb og varme.
Historien er enkel, og første halvdel af filmen er til den langsomme side, så man når at blive en anelse utålmodig efter at filmen skal komme i gang. Det gør den i anden halvdel, hvor historien udfolder sig. Og her bliver det godt.
Julie Brochorst Andersen er velvalgt til rollen som Sofia, hvor hun med skiftevis fast stædighed, bitter trods og tålmodig omsorg stjæler billedet. Simone Lykke giver hende modspil som den naive halvsøster, der gennem sine kommentarer får sat i gang i indædte mundhuggerier som kun søskende kan have, hvor de det ene sekund er indædte uvenner, og det næste har glemt alt om uenigheden og er bedste venner igen. Skuespillet og kemien mellem de to søstre bærer på den måde filmen og tilføjer noget genkendeligt og meget menneskeligt.
Adam, spillet af Alexandre Willaume, bliver tilføjet anden halvdel af filmen som tosset og plaget krigsveteran, der bestemt ikke er interesseret i at lære nogen datter at kende. Han forsøger ihærdigt at jage pigerne på flugt med trusler og viftende våben, men hans aggressive facon får søstrenes tætte sammenhold til at udfolde sig i en omfavnende tålmodighed og varme, som det er svært ikke at blive charmeret af. Selvom historien er barsk, ender man med et smil på læben, da Adam med stor troværdighed åbner sig op overfor pigerne, der langsomt men sikkert bryder gennem hans panser.
På trods af et dystert tema med en ubehagelig undertone, er der noget overraskende hjertevarmt over denne film. Når først den kommer ordentligt i gang i anden halvdel, er der en understrøm af varm og kærlig humor, der er spækket med medmenneskelig tålmodig, som bliver forstærket af at være underspillet. Så hold ud gennem første halvdel og bed pænt din indre kritiker om lidt tålmodighed, det fortjener denne lille fine film fuldt ud.
