Skriv en kommentar
Når man slår op i Dansk Sprogs forklaring på udtrykket: Ude hvor kragerne vender står der kort: et fjernt øde sted set fra en storby - og det er meget rammende for hele filmens idé. Selv om vi på verdensplan kun er 5.8 millioner mennesker, kan der være tusindvis af kilometer fra by til land. I filmen følger vi Laura, som vil ind til storbyen, hvor kragerne bliver, og hvor hun kan leve upåvirket med at skrive – iscenesætte sig selv, realisere sig selv – og hvor hun i tv kan møde kendissen Knud Romer med udtrykket: Udkantsdanmark er der, hvor køerne vokser op, siger man – men Udkantsdanmark findes ikke.
Laura er blevet kortklippet, og hun har taget navneforandring til Irina, da hun vender tilbage til broderens landsbybryllup. At de ikke taler sammen, viser sig ved, at han skal giftes med den kvinde, der mobbede Laura mest i ungdommen – og som fylder halvdelen af hendes bog, da hun bl.a. er blevet kaldt ”Lebbe-Laura”.
Filmens omdrejningspunkt er forberedelserne til brylluppet med blomster, brudekjolen og selve festen, og den traditionelle kirketur med traktoren og øldåser på slæb med teksten ”Born to be married”.
Gommens mor, Jane, kan ikke forstå sin datter med det kortklippede hår, og at hun har fravalgt sig oldemorens navn: Laura. Jane klager over, at REMA 1000 i byen har ødelagt alt handelsliv, og at hun har haft indbrud i sin blomsterbutik, hvor der er stjålet 4000 kr. Men i sin rørende familietale til søn og svigerdatter roser Jane svigerdatterens valg af blomster og den smukke brudekjole, hun selv har syet. Men festen bliver først alvorlig, da Irina rejser sig og med folks rammende blikke kigger bekymret på Irina, da hun højlydt henvender siger: Ja, det mærkelige er, at du med nøglen er den eneste, der har adgang til mors blomsterbutik, og din købte kjole lige præcis kostede 4000 kr., som forsvandt fra butikken. Hun manglede bare at sige: ”Jeg har en gul og en grøn tale, du kan selv vælge.”
Jeg er nok den eneste i Danmark, som ikke synes, der er så meget karakter i Jane, spillet af den meget populære Bodil Jørgensen. Jeg synes ikke hun er den store karakterskuespiller, og her spiller hun samme rolle, som når hun sælger Nørregade Bolsjer.
Der er mere karakter over Irina spillet af Rosalinde Mynsters opråb i familien og hendes og kærestens åbne forhold, men hun burde have sagt fra i den mest fjollede scene, da hun og svigerinden på bryllupsdagen slås om hendes oldemors fingerring – de ligger på bryllupsdagen i store hvide kjoler og vælter rundt i kamp i mudder og støvet græs, mens solen lyser om håb.
Da Lisa Jespersen i 2017 havde lavet sin smukke afgangsfilm Septemberudtalte hun til filmtidsskriftet EKKO, at åndelighed er en mangelvare i danske film, og at hun håber hun kan blive ved med at være modig – hvilket jeg ikke synes, er lykkes her. Jeg mangler lidt flere nuancer i personkarakteristikken af filmens familiemedlemmer, som bliver for meget sort/hvid – og at Hyænefilm ikke har skullet rette sig for meget ind under Nordisk Film.
