Skriv en kommentar
Det er befriende, at en film om holocaust og følgerne behandler emnet med både latter og gru, smil, tro og humor og sorg i et indbyrdes forhold, der fungerer så godt. Ulig den store mængde dokumentarfilm der alene vægter krigsforbryderne og deres atrocitet, er I HAVE NEVER FORGOTTEN YOU både en dokumentation af dette - men ligeså meget, eller i højere grad måske – et sindbillede på det menneske der evner at overleve, overkomme og på egne betingelser sejrer over det onde.
Grusomhederne har de fleste af os set mange gange før i utallige film om Det tredje riges væsen, men derfor stopper synet af kz-fangernes skæbne ikke med at berøre dybt, forarge sjælen og vække indignation på vegne af de mennesker der led under nazisternes vanvittige og vanvittigt kollektive blodrus.
Sådant offer for blodrus var blandt mange millioner andre mennesker også den østrigske Wiesenthals skæbne. Som en af de få overlever han mirakuløst fangenskabet. Men han kan ikke glemme alle de andre skæbner, han så, og han kan ikke forestille sig at vende tilbage til et liv som arkitekt, som om intet er hændt. Han vil dokumentere sine oplevelser, og gør det til sit livs formål at kaste lys på og søge justits over krigsforbryderne – for ofrenes skyld.
Wiesenthal arbejder en tid for den amerikanske udredning efter krigen, men opretter snart sit eget dokumentationscenter, og gennem sin lange karriere som nazijager bidrager han til at få over 1.100 undslupne nazister fundet, fanget og dømt.
Men ikke uden forhindringer af forskellig art. Lige fra på internationalt regeringsniveau til bøllechikane med trusler og brandbombe mod hans hus. Wiesenthals indsats bliver nærmest overjordisk af modgangen. Han mener passsende også, at man som jøde tror på mirakler.
Det er en virkelig interessant film, der vises her. Historisk kronologisk får vi serveret et indblik i Simon Wiesenthals lange og ubegribeligt udfordrende liv. En scene der rørte nærværende anmelder særligt var da Wiesenthal fortæller om sin mors opofrelse for familien i en svær tid uden mad. Hun havde ikke selv spist i fem dage for at der skulle være mad til de andre. Og efter fem dage falder hun bagover i unge Wiesenthals arme. Det fortæller han med gråd i øjnene. Nærværende besluttede straks at besøge sin egen mor oftere. Se sådan kan gode film røre ved noget i en.
Oveni alt dette viser filmen hvordan Wiesenthal efter krigen opsporer sin hustru, som han har været skilt fra under sit fangenskab. Og hvordan han fører sin slægt videre. Et mirakel, når man tænker på at han mistede mindst 89 familiemedlemmer under Holocaust. I forlængelse heraf er det også rørende, når han fortæller om den på det tidspunkt noget ensomme 7-8 årige datters undren over, at hun ingen kusiner og onkler og anden familie har, ligesom de andre børn. Det er en mærkelig familie, mener hun, når der kun er de tre: Hende, mor og far. Ja, nok mangler der nogen. Der mangler mange. Men med Wiesenthal er ingen af dem glemt.
