Skriv en kommentar
DOXBIO og Øst for Paradis viser den østrigske instruktør Ulrich Seidls dokumentar-film: Im Keller/ I kælderen. Her går han i dybden (bogstavlig talt) når han fordomsfrit dykker ned i de medvirkendes kælder og fremviser en verden som for mange vil virke overraskende, mystisk og aldeles grænseoverskridende. For beskueren bliver det klart, at nogle mennesker kan man ikke definere før man har set personens kælder!
Med et roligt, æstetisk og eskorterende kamera tager Ulrich Seidl os ned i de medvirkendes kælder og det er bestemt ikke bare vaskekældre vi får at se. De medvirkende – nogle stumme andre fortællende – er ærlige og åbne, og detaljerne springer os i øjnene hver gang billedet skifter.
Hos nogle ser vi en verden fuld af skydevåben, andre et rum med en ædende slange. Der er moren med de livagtige dukker og manden med de udstoppede dyr. Og så er der nazi-nostalgi og SM-rummet. Ja, der er bestemt nogle kældre man husker bedre end andre efter filmen…
Man kan undre sig over hvorfor det egentlig er så interessant at høre dem fortælle, og se dem fremvise deres kældre.
Men det er ikke kun ting og rum, der bliver vist i denne film. Det er lyster, følelser og sandheder. Det er menneskers natur, om end den kan være ret så anderledes end normen siger. Men det betyder ikke at man ikke skal udforske sin natur.
Instruktøren Ulrich Seidl står bag flere prisvindende dokumentarer og spillefilm sådan Good News (1990) og Paradis-trilogien fra 2012. Selv kalder han sig ikke en dokumentarist men en provokatør. Det er tit svært at skele mellem fiktion og virkelighed i hans film, og I kælderen giver også en mystisk fornemmelse af usikkerhed om det man ser, er opstillet eller den sande virkelighed.
Der er sikkert mange som, når de hører ordet "kælder", straks kommer til at tænke på de tragiske, østrigske sager om Natascha Kampusch og Josef Fritzl. To sager, hvor kælderen begge steder udgjorde den altoverskyggende hovedrolle. Men denne film er ikke inspireret fra disse sager. Som instruktøren selv siger:
"Ideen til filmen opstod længere før, disse forbrydelser så dagens lys. Den kom til mig i tiden omkring Hundedage (2001)... Des flere hjem, jeg besøgte, og des flere kældre, jeg gik ned i, jo mere indså jeg, at kælderrummene ofte var mere overdådigt udtænkt, end de faktiske beboelsesområder. Det var nyt for mig, en ny erkendelse."
Og denne film illustrerer på en humorfyldt og samtidig rystende måde den erkendelse Ulrich Seidl fik omkring kældre for så mange år tilbage.
Det er interessant at mærke hvordan ens personlige sfære bliver provokeret og følt angrebet mens man ublu sidder og ser hvad nogle mennesker laver i deres kælder. Det er jo faktisk os, publikum, som er indtrængeren. Og folk har ret til at lave hvad de vil i deres egen kælder.
Men aldrig har jeg været til en pressevisning, hvor der kom så mange udbrud og respons over det vi så. Vi var stille sammen, lo sammen og blev overrasket og forarget sammen. En anmelder ytrerede endda ordet "sindssygt".
Det er her man ser hvor dygtig en provokatør og filmmager Ulrich Seidl er. Han presser os ud over det socialt acceptable og lader det ekstreme og anderledes overtage pladsen.
Og det virker. Jeg vil have en verdensomspændende kældertour.
Kort om DOXBIO
DOXBIO er Danmarks biografklub for dokumentarfilm. Hvert år vælger de seks vedkommende film som går tæt på virkeligheden og bringer dem ud til biografer i hele landet.
DOXBIO startede i 2010 og har siden da stået for distribution af film som Armadillo (2010), Food Inc. (2008) og (2014)
