Skriv en kommentar
Der er i de senere år dukket mange nye tankevækkende og vigtige film op fra Balkanlandene og ofte med kvinder i hovedrollen, som den nordmakedonske Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya, hvor kvinden kaster sig i floden efter et kors, som er mandigt, den fremragende bosniske film Quo Vadis - om nedslagtningen af borgere i Srebrenicia midt i 1990´erne, og under CHP:DOX 2022 filmen om serbernes blodige kamp i familietragedien: The Eclipse, som fik festivalens Award - og nu den smukke film fra Kosovo I Solsortens Land - som fortjent blev hædret ved Sundance-Festivalen 2021, som den første, der tog alle tre priser.
Vi følger den håndfaste og smukke Fahrijes, spillet troværdigt og naturligt af Yllka Gashi, som får til opgave at brødføde svigerfar og to børn – efter at deres hjem er ødelagt, og nu i et afdanket hus i det smukke landskab med bjergene og floden at få ægtefælles bier til at give en indtægt. Meget nedslående ser vi svigerfar være på torvet en hel dag og komme tilbage med pengene for ét glas honning, ”solgt med rabat”.
Men Fahrije vil videre og sammen med andre kvinder prøver de at fremstille den meget populære Ajvar - af rød peberfrugt tilsat peber – og de andre kvinder i produktionen er i strålende humør og laver lidt sjov ud af det, men Fahrije bliver bebrejdet af datteren, at hun ikke græder. Og bliver ramt af megen modstand, fordi hun går forrest, og dels knuser de tavse mænd ved cafeen hendes bilvindue, da kvinder ikke skal køre bil. Da hun skal hente den røde peberfrugt hos en landmand, bliver hun voldtaget. Ikke nok med det – drengen opdager et vandrør, der er sprunget og fylder hele kælderen med vand.
Det er tidens fortælling, at kvinder ikke giver op. Svigerfar vil i starten ikke give en DNA-test, som kunne give et muligt svar på Fahrijes fundne mand – men går med til det senere. Vi følger spændt dagen, hvor hun har fået en henvendelse om at møde op og genkende liget med tilhørende ting. Her slutter filmen.
I starten følger vi Fahrijes uden ansigtstræk snigende sig ind i en lastbil for at finde sin mand i de hvide ligposer, hvilket opdages med det samme. Det er en rørende scene, hvor hun har slæbt mandens båndsav ud til salg – for at få penge til ajvarproduktionen, men tilbage igen for tænk, hvis…? Og selv her 23 år efter tænker Fahrije Hoti: ”Hvad vil der ske, hvis han kommer tilbage?”
Den bygger på en sand historie, og rulleteksterne viser, at Fahrije nu har flyttet produktionen ind til byen og har ansat 50 kvinder til at fremstille ajvar og pickles, også salg til USA – samt sine to børn i arbejdet, mens svigerfar er død.
Ja, tænk, hvis hun havde lyttet til landsbyens mænd.
