Skriv en kommentar
Det er en stående diskussion hvorvidt man efterhånden godt må tage pis på Anden Verdenskrig. Måske grundet den folkelige utilfredshed med Amerikas bedrifter i Vietnam har det længe været i orden at tage et kritisk, komisk eller anklagende ståsted i portrætteringer af de senere, asiatiske krige, men både i USA og internationalt bliver der næsten altid løftet pegefingre, når folk gør grin med Anden Verdenskrig.
Nu vover Quentin Tarantino så at gøre det med sin mildest talt historisk ukorrekte beretning, Inglourious Basterds. Filmen er mere end noget andet et komisk eventyr, fuld af fabelagtige personager, hysteriske diktatorer og ærkeamerikanere, men det er dog en film der tager sit historiske afsæt i den meget virkelige, tyske besættelse af Frankrig. ”Once upon a time...in Nazi occupied France”, som filmen meget passende åbner.
Det er typisk Tarantino, men i en god forstand. Alle varemærkerne er her, fra den enorme fokus på kæk dialog, de overraskende valg af skuespillere, utallige referencer til mestendels halvobskure film og det pudsige valg af musik. Filmen er endog endnu mere sceneopdelt end vanligt – til tider er der mest tale om isolerede dialoger, der lige så godt kunne finde sted på teaterscenen. Men hatten af for Tarantino, for hans opskrift virker sgu. Dialogen er knivskarp og bærer den lange film forbløffende vel, ikke mindst takket være Christoph Waltz, hvis selvtilfredse SS-Oberst adskillige gange overskygger Brad Pitts nazi-dræbende Yankee. Musikken, skuespillet, den overraskende historie og de rå udbrud af hård vold giver tilsammen Inglourious Basterds et meget mere sammenhængende drive end Tarantinos sidste, der paradoksalt nok var en actionorienteret bilfilm.
Handlingen bevæger sig omkring den amerikanske Løjtnant Aldo Raine og hans hold af særligt rekrutterede, jødiske soldater, der bevæger sig bag fjendens linjer i slutkrigens Frankrig. De er der med det eneste formål at finde og dræbe nazister – ikke andet. Før de ved af det er de dog viklet ind i en kompleks affære af folk der ikke er hvem de giver sig ud for – alt sammen kulminerende i en nazistisk filmpremiere med besøg af Hitler selv.
Men mens handlingen bestemt er spændende og fængende, så er det altså de lange dialoger og pudsige karakterer det handler om. Christoph Waltz er genial i rollen som oberst Landa og burde score sig en Oscar. Brad Pitt er morsom og de små skud Hitler og Goebbels, blandet med en venligt irriterende præstation fra Daniel Brühl og en næsten ukendelige Mike Myers, er alt sammen med til at sørge for at der hele tiden er noget der holder en fanget. Eneste negative overraskelse for mig, var at der ikke var mere fokus på Eli Roths karakter, den bat-svingende Bear-Jew.
Der er ikke så meget mere at sige end at Tarantinos nyeste absolut skal have de varmeste anbefalinger med herfra. Det er hans bedte film i meget lang tid og en opvisning i velskreven, finurlig dialog. Så hvis du efterhånden mener at tiden er inde til at tage et lidt useriøst kig på anden verdenskrig, så slå dig løs. Inglourious Basterds er lige dele b-film, spaghetti-western, kammerkomedie og krigsfilm. Faktisk noget ganske særligt.
