En mystisk person der naturligvis ikke skal afsløres her, får Morse hængt op på et mord og lader derefter bevisbyrden regne ned over den stakkels kriminalkommissær. Sammen med sin trofaste kollega Lewis er det nu op til Morse at bevise sin uskyld, rense sit navn og afsløre gerningsmanden.
Nu bryder jeg mig generelt ikke om snæversynet petitesserytteri men et vist mål af troværdighed skal der dog være til. Så da Morse i begyndelsen af afsnittet knæler ned ved liget af sin døde veninde og med bare hænder griber om den kniv der (måske) er mordvåbnet og derved spolerer alle eventuelle fingeraftryk og andre beviser, bliver min indlevelsesevne i historien forstyrret fælt. Og denne handling danner desværre præcedens (for nu at tale juristsprog) for en lang række af utroværdige begivenheder, der strækker sig helt hen til konfrontationen med den virkelige skurk, hvori Morse konstaterer at en mand har skudt sig, desuagtet at der ikke er skyggen af en blodsdråbe.
I løbet af opklaringsarbejdet kommer Morse på forskellige konspiratoriske teorier om at frimurerne er involveret i en sammensværgelse imod ham, men denne del af historien tjener desværre kun som dække over et tyndt og særdeles ugennemarbejdet plot. Det gør beklageligvis ”Mistænkt” til et ret svagt led i rækken af ellers glimrende Inspektør Morse historier. Så op på hylden til samlingen med denne episode og skyndsomt videre til næste, vel vidende at det kan gøres langt bedre.
To stjerner og et beklagende suk herfra.
Ingen ekstramateriale. Lyden er Dolby Digital 2.0 og billedformatet 4:3
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.