Skriv en kommentar
Filmen “Sag 137” (fr. Dossier 137) af det franske instruktør/manuskript-makkerpar Dominik Moll og Gilles Marchand, foregår i Paris på Champs-Elysées ved Triumfbuen november 2018. En folkelig protest også kaldt de gule veste (les gilets jaunes) mod stigende skatter; madpriser, husleje, benzin/diesel etc. Og som i perioden 2018 til 2020 samlede folk fra forstæderne alias ghettoerne uden for Frankrigs store byer, hovedsageligt Paris.
Mange af de autentiske hændelser førte til voldsomme og voldelige sammenstød mellem det tungt bevæbnede, stærkt pansrede politi og de gule veste/anti-skattedemonstranter.
I den fiktive sag 137 indleder efterforsker Stéphanie Bertrand (spillet usentimentalt og med stor autenticitet af Léa Drucker) fra Politiets anklagemyndighed IGPN i Paris (Det franske nationale politis generalkontrol) og går under navnet “politiets politi”.
Denne instans graver og undersøger det franske politi for korruption og magtmisbrug og modtager anmeldelser fra ofre og vidner. Det er her sag 137 tager sin spæde begyndelse, hvor sagen i første ombæring ser ud til at være ‘business as usual’, men den er en øjenåbner for Stéphanie, som leder sagen. En ung 20-årige mand ved navn Guillaume (spillet troværdigt og afdæmpet af Côme Péronnet) fra industriforstaden Saint-Dizier deltager sammen med sin familie og venner for første gang i en demonstration og har aldrig været i Paris.
Helt uprovokerede og uskyldigt bliver Guillaume skudt på med gummikugler af to politibetjente fra BRI (elitenhed i det franske politi) og derefter sparket, mens han ligger ned og er alvorligt såret. Hele hans venstre side af hovedet sys med sting og han har fået kraniumbrud og dermed mén for livet og lider af afasi og PTSD og skal lære al motorik og tale helt forfra. Stéphanie graver dybt og afhører alle ledere og betjente fra de forskellige politi-afdeling, heriblandt BRI, men alle dækker over hinanden og taler henover hendes beviser, så de fremstår nytteløse. Hun lykkedes med at få de to politibetjente fængslet, men de er allerede ude næste dag, hvor politikollegaer og politiets fagforening klapper ad dem og kalder dem helte.
Stéphanie og hendes lille team bliver mere og mere desillusioneret, desto dybere de graver i sagen og deres øverste ledelse har fået mundkurv på fra ministeriet. De skal være stolte af og støtte op om politiets arbejde og især eliteenheden BRI, uden den, hvem skal så passe på republikken, som en politileder udtaler sig om i tv-avisen på åben skærm. Stéphanie rammer en afgrund, hvor hun indser, at det hun i virkeligheden afdækker, er, om hendes job i politiets anklagemyndighed overhovedet nogensinde vil gøre en forskel? Hun giver ikke op. Da hun sidder og ser små-patetiske kattevideoer, får hun en idé. Overgangen og klippet fra at hendes idé realiseres er meget rørende og bevægende. Hun får Guillaume til at lave en kort videopræsentation af sig selv for hele verden at se, hvordan et ungt menneskes liv er ødelagt for altid af de magter, som egentlig skulle beskytte ham i stedet for har givet ham varige mén resten af sit liv og gjort ham uarbejdsdygtig, så han ikke kan bidrage til samfundet og er en byrde for sin moder.
Léa Drucker leverer en afdæmpet, usentimental kraftpræstation og det er hende, som tilføjer de ekstra nuancer i en ellers lidt for sort/hvid sag, men budskabet er skræmmende aktuelt og det er filmen også.
