Efter at Thomas Vinterberg satte dogme-dagsordenen med sin anmelderroste og enorme publikumssucces "Festen" i 1998, er det selvfølgelig med tårnhøje forventninger, at man sætter sig til rette i biografsædet for at indtage hans seneste produktion. Men for store forventninger kan være ødelæggende for filmoplevelsen, og måske netop derfor har Vinterberg valgt at gå fuldstændig i den modsatte grøft end dogme.
Hans nye storfilm "It’s all about love" med store internationale stjerneskuespillere på rollelisten ligner mest af alt en demonstrativ anti-dogme.
"It’s all about love" foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor verden endelig og godt og grundigt er gået af lave. Folk falder pludseligt og ganske uden varsel døde om på gaden. Årsag: mangel på kærlighed i en kold og kynisk verden. Da polakken John (Joaquin Phoenix) ankommer til New York for at få den endelige underskrift på skilsmissepapirerne fra sin derboende kone Elena (Claire Danes), bliver han bedt om blot at ignorere ligene i lufthavnen. Det er nemlig ikke noget særsyn for mennesket anno 2021, at folk dør som fluer omkring dem.
Vi følger John Og Elanas kærlighedshistorie. Deres forhold har lidt under en langvarig adskillelse, fordi hun er skøjteprinsesse i New York, og han er bosiddende i Polen, hvilket nu resulterer i en skilsmisse. Eller gør det? For da Elena og John mødes igen efter 1 1/2 år blusser den kærlighed, de troede, var død op igen – men med samme faretruende hastighed eskalerer problemerne omkring dem også. Der foregår mystiske ting omkring Elena, for de folk, som hun hidtil har stolet på, viser sig at have skumle bagtanker. Og da det oven i købet går op for parret, at Elena har alvorlige hjerteproblemer ligesom stort set resten af befolkningen, sætter John alt ind for at redde hende og deres genvundne kærlighed.
De er to varme hjerter i en kold tid, men spørgsmålet er, om kærligheden stadig overvinder alt i år 2021?
Det er et ovenud pessimistisk fremtidsbillede, som Thomas Vinterberg og manuskriptforfatter Mogens Rukov sammen har skabt. Ifølge dem er fremtidens verden på randen af et nervøst sammenbrud.
F.eks. er tyngdeloven i Uganda så småt ved at ophæves, så folk svæver frit rundt i luften. Også Johns bror Marciello (Sean Penn) befinder sig konstant uden jordforbindelse i en flyvemaskine, hvorfra han kommenterer verdens gang og skriver sin "verdensrapport". Konklusionen i denne rapport er selvfølgelig, at "it’s all about love". For den klokkeklare morale i filmen er at uden kærlighed af nogen art, er mennesket fortabt til en evigt inderligt tærende kulde. Og den morale koges er der vist kogt rigeligt suppe på før. Det færdige resultat er ganske simpelthen en alt for uoriginal og tyk gang suppe, der er svær at få ned trods de gode råvarer.
Historien virker ufuldendt og klodset i sin retningsløse fortælling med (alt for) mange løse ender, kedelige spændings-sekvenser og en gennemgående hektisk og forvirret stemning i hele filmen.
Som tilskuer er det svært at orientere sig både i historien, figurerne og i hele filmens univers. Både dialog og skuespilpræstationer er flere steder på krumme-tæer niveau, hvilket flere kunstigt udseende studie-optagelser også bidrager til.
Filmen skal dog have 3 stjerner, dels for sin helt igennem flotte og meget imponerende billedside og modet til at fortælle en anderledes historie - og så for trods alt at levere en spændende og overraskende historie.
Man føler sig underligt til mode, når man ser denne film. Man undres. Skal vi grine eller græde? Skal vi føle med de to elskende eller undres i spænding over det komplot der – måske - finder sted omkring dem. Skal vi lære, at verden snart er af lave eller at mangel på kærlighed er dødbringende? Forventningen om pointer og aha-oplevelser i denne film, der kan føje mening til filmens syrede, kunstige univers, falder til jorden med et brag. Lad os krydse fingre for at Vinterbergs næste produktion lykkes!