Næsten hvert år vises en ny dansk-produceret julekalender i TV. Det er blevet så stor en del af danskernes DNA med julekalendere, at det kan betale sig. Julefilm er dog en større sjældenhed, og fortsat hovedsageligt en tradition i Hollywood. Sidste år kom holdet bag julekalenderne “Ludvig og Julemanden” og “Tvillingerne og Julemanden” dog med en ny film i samme univers, der blev en stor succes. “Julemandens Datter” skulle bryde med kønsnormerne i et medrivende eventyr, og danskerne åd det hele råt. Med en efterfølger til denne film til næste år, kunne det tyde på, at julefilmene nu bliver mere hyppige herhjemme.
Filmen har, pudsigt nok, julemandens datter i hovedrollen. Som 12-årig har Lucia (Ella Testa Kusk) sat sig for, gerne at ville på julemandsskole, der ellers er forbeholdt drenge. Med lidt held lykkedes det hende, og snart står hun med sin første opgave. Hun skal opfylde menneskedrengen Alberts (Peter Sejer Winther) største ønske - at hans far bliver rask. Den ondskabsfulde Krampus (Mette Agnete Horn) har dog ikke i sinde, at lade denne opgave blive alt for let.
“Julemandens Datter” er bestemt et medrivende og spændende eventyr, der går meget godt i tråd med de danske traditioner og vores forståelse og fejring af julen. Der er en national følelse over filmen, som gør den smalle fortælling meget jordnær og varm, og derfor snildt kan få de fleste børn og barnlige sjæle i den helt rigtige julestemning. Til tider bruges filmens virkemidler for godt, hvilket gør især prøvelserne Lucia skal igennem samt antagonisten en smule for spændende og uhyggelige for målgruppen. Derudover er både den skrevne og leverede dialog en anelse for kunstig og teatralsk, men disse elementer er bagateller i noget så sjælden som en ovenud vellykket dansk julefilm, der både overrasker og fornøjer. At filmen tilmed har hjertet på rette plads med et blødt men sikkert indspark til kønsdebatten, løfter den kun yderligere.
Ella Testa Kusk bærer filmen flot i sin spillefilmsdebut. Hun er allerede i en alder af 11 år et talent, som børn nemt kan identificere sig med. Martin Buch er derimod ikke den mest overbevisende julemand på film, og har svært ved at portrættere årstidens personifikation på hygge. Julemandens kone bliver spillet af Mia Lyhne, der falder fuldstændigt igennem. På skuespilsdelen kommer vi derfor igennem hele spektret. Heldigvis er fokus hovedsageligt på Kusk, og derfor er småfejlene lette at se gennem fingre med. Instruktør Christian Dyekjær har derfor rig mulighed for at skabe forbedringer til fortsættelsen, selvom “Julemandens Datter” bestemt er en positiv oplevelse.
Ekstramaterialet består af et par fraklip, som roligt kan skippes.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.