Skriv en kommentar
Filmfortolkning af Strindberg klassiker
Den minimalistiske stil, de lange indstillinger og replikkerne, der minder om noget, man ville høre i Det Kongelige Teater, skulle gerne være medvirkende til, at de to kunstformer smelter sammen. Dette er desværre ikke tilfældet, og på trods af gode intentioner ender Julie som film med at tabe 0-2 i sæt.
Oprør
Julie (Birgitte Hjort Sørensen) er fanget i en verden, hvor andre tager sig af alt omkring hende, og det eneste hun skal koncentrere sig om, er at spille tennis og vinde. I Julie følger vi den dag hun gør oprør mod det miljø hun lever i, bare for at føle hun er i live.
Mens faderen (Jesper Christensen) er til et desperat forretningsmøde, i den skumle del af byen, spiller Julie og hendes træner (Rolf hansen) forførelsens og magtens spil. Et spil der kun kan ende i tragedie.
En universel historie
Dette lyder som et umiddelbart smalt plot, men det er også instruktør, forfatter og producer Linda Wendels intention. Hun har de sidste 10 år lavet film (Baby, Han hun & Strindberg og One Shot) med en meget kort produktionstid, og Julie er ingen undtagelse med blot 8 optagedage. Hun mener, at det er muligt at fortælle historier ved hjælp af simple filmiske greb, og vi kommer da heller ikke langt omkring i denne fortælling. For det er ikke selve settingen i Julie der er det vigtigste, men temaerne, som klasse og køn, der virkelig driver filmen. Strindberg gjorde det i 1888 i et herskabskøkken, og Wendel gør det på et luksushotel i 2011. Frøken Julie, som er stykkets oprindelige titel, er en universel historie, som kan fortælles på mange måder og i forskellige settings. Linda Wendel formår at give det 100 år gamle skuespil et nutidigt udtryk, men ikke at transformere teaterstykket til filmens verden.
Den svære kunst
Når man forsøger at overføre en fortælling fra et medie til et andet, hvad enten det er den ene eller anden vej, bliver man nødt til at tilpasse sig der, hvor man bevæger sig hen. Dette er en svær kunst, men fx. i oscarvinderen Amadeus lykkedes det til perfektion at ramme skuespillets essens på filmens præmisser. Dette kan man sagtens være uenig i, men ikke desto mindre fungerer Julie aldrig som decideret film. Dette skyldes bl.a. replikkerne og skuespillet. Der er en intens kemi mellem de to hovedroller, men da al den overflødige snak er skåret væk, for at give plads til store ord og følelser, bliver det desværre en anelse for teatralsk til at fungere på det store lærred. Havde det derimod været et teaterstykke, ville det have fået fortjente, store klapsalver. Der er ganske enkelt ikke plads til den samme liveness i film, som der er på teatret.
Julie forsøger at forene scenen med biografen, men bliver mere teater end film. Dette virker malplaceret på det store lærred og det er en skam. Især fordi skuespillet er intenst, og fordi faderens sidehistorie, der sagtens kunne have fungeret som spillefilm, har et højt spændingsniveau, og nogle lag der burde udforskes dybere. Ikke desto mindre skal Linda Wendel have stor cadeau for ikke at gå på kompromis, men lave film på den måde hun ønsker at gøre det. Simpelt og uden de store armbevægelser, men med historien i fokus.
