Skriv en kommentar
Kender du det, at du går ind i en stor bland-selv-slikbutik, og du tænker ”Nøj, her kan jeg få alt det, jeg godt vil have, uden at nøjes med én slags slik”. Og så blander du en kæmpe pose, kommer hjem, og finder ud af, at chokolade går faktisk slet ikke særligt godt med sure vingummier, og lakrids bringer slet ikke noget godt frem i skumspejlæg. Tanken var god, delene kunne hver noget, men sammensætningen fungerede ikke. Lidt samme oplevelser sidder man tilbage med efter at have set Justice League.
Jordens undergang tænkt ind i boksen
Instruktør Zach Snyder og senere Joss Whedon har aldrig stået med en nem opgave. Fem superhelte, hvor af tre endnu er forholdsvis ukendte, skal slå sig sammen til en gruppe, for at bekæmpe den onde Steppenwolf, der vil overtage jorden og forvandle den til et ugæstfrit sted. Til dette skal Steppenwolf bruge tre magtfulde bokse, der er gemt rundt omkring på jorden, og som Batman, i Ben Afflecks lidt ugidelige skikkelse, også er på sporet af. Giver det mening? Aner det ikke, for den filmiske slikpose fyldes konstant med nye stykker slik, så man dårligt har tid til at tænke over den rationelle sammenhæng.
En masse dele – ingen helhed
Filmen har også gode enkeltelementer, som kunne fungere, enten for sig selv eller med en passende sammenhæng. Man får fx stadig gåsehus, når Gal Gadots Wonder Woman overlegent smadrer en masse britiske terrorister, og den nytilkomne Ray Fisher som Cyborg bringer en overraskende intensitet til sin karakter. Men hvert 10. minut skifter filmen abrupt retning, som inputs fra en brainstorm, der aldrig er blevet kogt sammen til en sammenhængende enhed. Dermed bliver både historien, dialogen og filmens tone kun vagt bundet sammen.
Toneskiftene er uden tvivl et forsøg på at bløde lidt op på DC’s selvhøjtidelighed med lidt selvironi, men både Ezra Millers ”humoristiske” replikker som The Flash og de meget amerikanske ”Yeah!” og "Mah man!" fra Jasons Momoas Aquaman er kun forstyrrende og ofte tårkrummende.
For meget af for meget
Marvels superhelte har domineret og defineret genren i snart ti år, og på DC-siden har kun Wonder Woman formået at skabe samme hype. Det vil Justice League næppe ændre på. Filmen er nemlig en propfyldt slikpose, der stikker i alle retninger uden en klar stil eller et entydigt budskab. Hvis man blot leder efter et underholdningsfiks, så rækker den, og man kommer slikmæt derfra. Men man må håbe, at DC snart indser, at hvis de virkelig vil have en indvirkning på genren, må de koncentrere sig mere om de stærkeste elementer i posen og ikke bare dem alle.
