Skriv en kommentar
Charlie Carbone (Jerry O’Connell) er den ulykkelige stedsøn til mafiabossen Sal (Christopher Walken.) Da han sammen med sin makker Louis Booker (Anthony Anderson) kommer til at koste Sal 4 millioner dollar, går de begge med til at transportere en konvolut med 50.000 dollar til en Mr. Smith (Marton Csokas) i Australien. På et tidspunkt på turen kommer de til at køre en kænguru ned, og festlige som de er, iklæder de den en rød jakke og et par solbriller, og tager et par billeder af den. Men da den ikke er død, hopper den væk med jakken, som uheldigvis også indeholder de 50.000 dollar. Sammen teamer de op med Jessie (Estella Warren), en miljøforkæmper fra USA, og forsøger at få pengene tilbage igen… med både Mr. Smith og mafiaen i hælene.
Hvis du af referatet af filmen tænker ”Åh Gud, ikke en af de film igen” (som jeg nu engang gjorde), ja så er det så slemt som det lyder. ALT er set før, filmen har intet nyt at byde på. Det er den dårlige joke efter den dårlige joke, og når du tror det ikke kan blive meget værre, bliver der sat en overfladisk kærlighedshistorie og et kvarters lang morale ind. Jeg indrømmer at jeg smilte svagt ved 3 eller 4 af de 500 jokes, men det er simpelthen bare ikke nok. Historien er latterlig, humoren er svag, den lange morale er endda dobbeltmoralsk og lad mig sige det på denne måde… hvis en film starter med teksten ”A Jerry Bruckheimer Production”, så er det nok tid til at gå væk fra filmen.
Instruktøren hedder David McNally, som før har giver os Coyote Ugly. Det kræver ingen form for specielt talent at instruere en komedie af denne slags, for der er ikke så meget at stille op med materialet. McNally gør da filmen forståelig, men han skulle nok til at opdrage lidt på sine skuespillere, da de alle sammen er lidt i overkanten.
Jerry O’Connell kender du fra Joe’s Apartment eller Scream 2. Han er en af Amerikas såkaldte pretty boys, og det er nok grunden til, at han lander nogle roller overhovedet. Jeg har i hvert fald svært ved at skimte hans talent, men han er nu meget god til at se dum ud, og det er vel en kvalitet i sig selv. Anthony Anderson (Big Momma’s House, Exit Wounds) er til tider meget skæg, hans rolle som den evigt dumme og uheldige makker må jo ramme rigtigt engang imellem… og ja, det gør den vel også. Han spiller til tider tilpas kontrolleret. Estella Warren er jo smuk, men mon ikke hun burde holde sig til modelarbejdet? Hun har nu prøvet lykken i et par film (genindspilningen af Abernes Planet burde nævnes), men hun har ærligt talt ikke imponeret nogen endnu. Det store spørgsmål er, hvorfor Christopher Walken (Deer Hunter, Pulp Fiction) ofte ender op i denne slags komedier. Han er en fantastisk skuespiller, men svinger meget mellem de gode og dårlige film, specielt for nyligt.
Filmen starter fornøjeligt, eller det er måske for meget sagt, men den er udholdelig. Langsomt bliver den værre og værre, og når CGI kænguruen hoppe frem på skærmen er bunden nået. Herfra holder filmen sig meget lavt, og til tider skammede jeg mig lidt over de ting der skete eller blev sagt. Det værste ved filmen er når CGI kænguruen snakker (det sker i et par drømmesekvenser), for den er noget af det mindst morsomme der nogensinde er konstrueret. En god sammenligning ville nok være Star Wars Jar Jar Binks, da den virker ligeså kluntet og heldig som ham… og så er det jo ingen hemmelighed at de ligner hinanden.
Man kan se på det på den lyse side; jo flere dårlige film man ser, jo bedre virker de gode film. Jeg har haft mine grunde til at holde mig fra film med CGI kænguruer og umage makkerpar, at jeg helt havde glemt at man stadig laver den slags film. Men de lever stadig i bedste vilkår, og måske burde man værdsætte dem… og måske skulle man bare finde noget andet at tage sig til.
