Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den danske titel, der er engelsk, refererer til filmens udgangsmusik ”King of The Road” (Roger Miller), men den tyske titel, ”Im Lauf der Zeit” er nu engang fuldt dækkende for filmens tematik; tidens forløb og hvordan den præger menneskene som fortælling.
Ikke blot er Wim Wenders film en moderne klassiker, men den er på mange måder også en signatur-film for hans omfattende filmografi. Modernitetens mennesker der kæmper for at gøre en fortælling, gøre identitet, ud af splinterne, er gennemgående, ligesom Wenders store kærlighed til roadmovien er det; rejsen gennem landskabet er tiden, rummet og fortællingen.
Bruno (Rüdiger Vogler) kører sin store flyttebil rundt i Vesttyskland, nærmere bestemt langs grænsen til Østtyskland. Han kører fra provinsby til provinsby, fra biograf til biograf for at vedligeholde filmprojektorerne. På sin vej møder han Robert (Hans Zischler) der slår følge med ham.
I begyndelsen er der ikke mange ord mellem de to mænd, men efterhånden som de lærer hinanden at kende, melder spørgsmålene sig; hvor er du på vej hen? Hvad er din historie? Hvem er du? Det betyder, at de begge på vej gennem landskabet må opsøge deres fortid. Det er meget heldigt, at den fortid bogstavelig talt kan opsøges på vejen! Men det er også en utvungen og suveræn måde for Wenders at forbinde for-, nu- og fremtid på. Derfor er filmen ikke nær så desillusioneret som de amerikanske roadmovie-klassikere fra samme periode (”Two-Lane Black Top” (-71) (der lige er udkommet i DK!), ”Vanishing Point” (-71) og ”Easy Rider” (-69)), hvor det så at sige er nærmest umuligt at etablere en fortælling og i sidste end at nå erkendelse endsige forløsning på rejsen.
Der ligger unægtelig en kulturkritik hos Wenders, når han lader Bruno reparere nedslidte filmprojektorer i nedslidte biografer. Og biograferne tilmed viser trivielle pornofilm. Der var engang, hvor tingene var bedre (med historie, værdi og identitet), synes Wenders at sige - og lader faktisk en gammel filmmusiker sige det i begyndelsen af filmen. På den anden side kaster nazitiden også store skygger indover nu - filmmusikeren var medlem af nazipartiet - og pludselig står Bruno med en stearinbuste af Hitler i hånden på en tankstation! Og selvom Wenders hylder amerikansk kultur alene ved den suveræne brug af road-movie-genren og den amerikanske musik, så er han ikke bleg for at lade den ene af sine hovedpersoner klage over, hvor dybt præget han er af det amerikanske.
Rejsen og kulturkritikken kulminerer, da Bruno og Robert til sidst når en forladt amerikansk grænsestation ved grænsen til Østtyskland. Her samles der op på rejsen, imens en flaske amerikansk bourbon svælges. Næste dag …
Filmen er næsten 3 timer lang, men har ikke desto mindre den rette længde. At følge mændene gennem Vesttyskland bliver en rejse i dvælende, velkomponerede sort/hvid-billeder af fotografen Robby Müller. Og tilsat en hel del velvalgt rockmusik. Den stort set udramatiske handling overbeviser imidlertid om rejsens afgørende erkendelsesskred hos vores hovedpersoner. ´Fortællingen nytter noget; den har værdi´, er Wim Wenders påstand. Han kan sagtens overbevise mig, men gad vide om man kunne lave samme historie i dag med samme vægt. Er fortællingen der forbinder for-, nu- og fremtid helt og holdent fiktion i dag?
Der er intet ekstramateriale på DVD-en. Men hvad gør det, for hvad enten man er roadmovie-entusiast eller svælger i europæisk films hovedværker er ”Im Lauf der Zeit” uomgængelig.
Tak til
Sandrew Metronome.
