I tredje omgang af Kino’s Journey bliver tempo og action skruet helt i bund, til gengæld bliver de velovervejede eksistentielle teorier uddybet på et langt højere niveau end førhen. Kino oplever bl.a. bøgernes land, mekaniske dukker og er med til at få den første flyvemaskine i luften.
Tiden har længe været irrelevant i Kino’s Journey, da stort set alle afsnit er en form for parallel til vores egen verden, men det er først nu at man begynder at gruble over det univers Kino rejser rundt i. Enkelte lande er styret fuldstændigt af robotter, imens andre knap nok har hørt om en computer. I første afsnit på denne DVD, kommer Kino til et land hvor en kvinde vil være den første pilot. Dette er en teknik som ikke findes i det univers Kino’s Journey foregår i, imens computere og robotter samt snakkende motorcykler (samt snakkende hunde) ikke er det mest ualmindelige. Selvfølgelig er der masser af pointer til at understøtte dette univers, nemlig de utallige metaforer der bliver hentydet til.
Som sagt er der ikke meget action på denne DVD, men det har heller aldrig været Kino’s Journeys drivkraft, derimod er der endnu flere spekulationer over den verden vi befinder os i, og kritik til de samfund vi har indrettet os under. Meget er overladt til eftertanke, men er meget detaljeret beskrevet i hver episode, men den subtilitet der styrer disse tre afsnit, skal kunne spottes før det store billede viser sig.
Figuren Kino træder utrolig meget i baggrunden i disse afsnit, for at fungere mere som katalysator for sine omgivelser. En ting lærer man dog, Kino har glemt meget om sin fortid, og ved i det hele taget ikke hvor de er på vej hen eller hvorfor. Til gengæld oplever vi en mindre uvikling i motorcyklen Hermes’ natur, nemlig den at den virker mere sarkastisk, ironisk og stræbende efter at møde flere af sin slags.
DVD’ens andet afsnit kommer med mange paralleller til det samfund vi lever i i dag, og forbinder det til tider med det gamle nazi Tyskland. Dette er ikke en helt ubegrundet provokation af skabernes side, men bliver blot brugt til at fremhæve sin meget fine pointe, nemlig at vi ofte blot fungerer som dukker, og glemmer at stille spørgsmålstegn ved tilværelsen.
Det fineste af alle afsnit indtil videre er det tredje på denne DVD, hvor Kino bor hos en familie der først virker meget sær, men langsomt udvikler det hele sig til en sørgmodig eksistentiel monolog. Episoden her stiller spørgsmålstegn ved sjælen, livet og eksistens i det hele taget, og tager endda fat i spørgsmålet omkring meningen med livet. Atmosfæren igennem afsnittet bløder nærmest af gru og uhygge, selvom der udenpå er fyldt med falsk glæde. Hvis dette afsnit ikke bringer en tåre frem i dit øje i slutningen, vil jeg argumentere for at du er en meget kold og tør person.
Mine argumenter for også at give denne omgang af Kino’s Journey 6 stjerner er, at på trods af at underholdningsniveauet er sænket, har jeg sjældent set noget så idybdegående, velovervejet, eftertænksomt, rørende og originalt. Desuden er det utrolig vovet at sænke tempoet i sådan en grad, efter den actionfyldte vol. 2 samtidig med at lade sin hovedperson træde i baggrunden, for at udvikle verden omkring sig. Nu siger jeg det endnu engang, kom så ud og køb disse DVD’er!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew
Metronome.