Skriv en kommentar
I "Kongens valg" følger vi den norske kong Haakon VII over 3 vigtige dage i den norske historie. Den norske konge bliver spillet af Jesper Christensen. Men vent er han ikke dansker? Jo det er han. For at forstå sammenhængen skal vi lige hurtigt have styr på den norske historie. De vigtige begivenheder i Norges historie bliver præsenteret i starten så det er ikke, fordi jeg skal til at blære mig med mit kendskab til Norges historie. I 1905 løsriver Norge sig fra det Sverige. De inviterer den danske prins Carl til at være konge af Norge. Han takker ja og skifter navn til Haakon VII. Så det giver mening at en dansker spiller den norske konge.
Som sagt følger vi kongen over 3 dage. Filmen begynder den 9. april, hvor Tyskland angriber Norge. Skarpt forfulgt af tyskerne må kongen, hans familie og den norske regering, flygte nordpå. Sammen skal kongen og regeringen finde frem til om de vil overgive sig eller kæmpe videre.
Kongens valg er et historisk krigsdrama. For mig lider historiske film under et stort problem. Publikum kender udfaldet. Det er jo historie. Publikum ved godt at det aldrig vil lykkes for nordmændene at slå tyskerne. Vi ved at Norge bliver besat og at kongen ender med at flygte til England. Alligevel lykkes det for instruktøren Erik Poppe, at gøre historien spændene. Filmen er gennemsyret af en følelse af uvished. ”Hvordan skal det dog gå?” tænker man. For eksempel er spændingen næsten ulidelig i starten af filmen, hvor vi bliver introduceret for usikkerheden på en fæstning nær ved Oslo. Skal bemandingen på fæstningen skyde på tyske krigsskibe og derved bryde Norges neutralitet eller skal de lade skibene sejle ind til Oslo og derved risikere en invasion. Uvisheden om, hvad der skal ske er næsten ulidelig. Vi følger de norske soldater, idet de står parate ved kanonerne uvidende om, hvad der nu skal ske dem. Hver en muskel i deres krop er spændt og frygten lyser i deres øjne. Soldaternes uvished kommer ind under huden på publikum og vi føler os lige så usikre og lige så udsatte.
Følelsen af usikkerhed bliver hjulpet godt på vej af måden filmen er filmet på. Fotografen John Christian Rosenlund har stået for filmens billedside. Kongens valg er filmet med en dokumentarisk vinkel, hvor kameramanden følger personerne som var det et indslag i tv-avisen, hvor politikerne er på vej til et møde. I en kampscene kameraet hovedsageligt holdt i dækning og kigger kun mod fjenden her og nu for derefter at søge i dækning hurtigt igen. Det er næsten som at følge et first-person-shooter-spil i disse scener. Denne rystende, nærmest dokumentariske kameraføring er med til at skabe følelsen af at vi, som publikum, er til stede, midt i de historiske begivenheder.
Men filmen står og falder med portrætteringen af den norske konge. Følelsen af usikkerhed og tilstedeværelse kunne ikke have reddet filmen, hvis portrættet af kongen ikke havde fungeret. Var han blevet fremvist som en heroisk konge, der med mandsmod og viljestyrke går, selvsikkert og handlekraftigt, forrest for sit folk, havde filmen simpelthen ikke fungeret. Så er det heldigt at det ikke er dette billede som filmen skaber af kongen. Jesper Christensen fremstiller kong Haakon VII som en underdanig konge. Ikke fordi kongen er svag, men kongen er fanget af, at han ikke som sådan har nogen bemyndigelse. Han regerer ikke Norge, men er blot kransekagefigur. Det er følelsen af magtesløshed som Jesper Christensen formår at fremstille hos kongen. Magtesløsheden er gennemgribende hos kongen. Han kan ikke redde sin familie, han kan ikke redde sit folk og han kan dårlig nok redde sig selv. Det eneste han kan, er at berolige sine børnebørn.
Forholdet til børnebørnene fylder meget i filmen. Han leger med dem. Han taler med dem. Han beskytter dem. Det er den måde han agerer med sine børnebørn, der især er med til at fortælle, hvordan kongen ikke bare er konge, men også et menneske i kød og blod. I dialogen med børnebørnene går Jesper Christensen næsten fra, at spille Haakon VII til at være Far fra "Nana". Han bliver her en helt almindelig mand. Det er med disse scener vi rigtig kommer ind under huden på kongen og forstår hans kvaler. For dilemmaet ligger i, at han ser sit folk på samme måde som han ser sine børnebørn. Han holder af dem, men formår han at beskytte dem?
Kongens valg er en utrolig anbefalelsesværdig film. Følelsen af uvished og magtesløshed er altdominerende i filmen. Det bliver dog lidt for meget af det gode til sidst i filmen, hvor man begynder at overveje, hvordan Erik Poppe egentlig har tænkt sig, at stoppe filmen. Følelsen af magtesløsheden er dog godt portrætteret. Både hos kongen, men også hos det norske folk. Der er intet de kan gøre, end at forsøge at slå igen på en fjende, der er dem langt overlegne. Dog er jeg ikke sikker på at filmen havde fungeret uden Jesper Christensen som kongen. Han bærer simpelthen filmen og cementerer heri at han er en af de bedste skuespillere, ikke bare i Danmark, men i norden og måske sågar i hele verden.
