Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
År før han på det nærmeste er begyndt at blive anset som mainstream med såvel kritiker- som publikumsucceserne, ”Todo sobre mi madre” (1999), ”Habla con ella” (2003) og ”Volver” (2007), instruerede spansk films enfant terrible nummer ét, Pedro Almodóvar, denne lille perle af en film i de sene 80ere. En film der tilmed blev belønnet med en Oscar-nominering for bedst ikke-engelsksprogede film. Den første i Almodóvars karriere.
Almodóvar er først og fremmest en af de helt store kvinde-instruktører. Dette ses ikke mindst i ”Kvinder på randen af nervøst sammenbrud”, hvor han giver sin muse, Carmen Maura, chancen for at vise sit enorme talent – ligesom han også gjorde det med hendes rolle som moder-spøgelse i den senere ”Volver”. Men hun er ikke den eneste, der gør det godt i filmens fremragende ensemble spil. Også en ung, stammende(!) Antonio Banderas – præ international stjernestatus – er på stikkerne.
I den åbenlyst melodramatiske historie spiller Carmen Maura den midaldrende kvinde Pepa Marcos, der sammen med sin elsker Iván, en gift mand, lever af at dubbe film. Midt i det hele, og tilmed på telefonsvarer, meddeler han hende, at han vil gøre det forbi. Pepa vil dog have en forklaring. Hun undersøger derfor hans familieliv og opdager, at hans kone, der netop er blevet udskrevet fra et psykatrisk hospital, planlægger at dræbe ham i den lufthavn, hvor kvindebedåren Iván netop er ved at gå i luften med sin nye kærlighed.
Fyldt med lidelsesfulde og passionerede kvinder, og trods plottets melodramatiske faldgrupper, er ”Kvinder på randen af nervøst sammenbrud” en kraftig demonstration af Almodóvars evner indenfor den karakterdrevne komedie, hvor figurernes følelser ofte tager sit helt eget subjektive liv. En skiftevis knastørre og hysteriske dialog bidrager til latteren. De skøre indfald og de absurde forvekslinger tager dog aldrig over hånd takket være den stærke alvor og de store følelser, der ligger under overfladen – med klare vink til så fald melodraatiske koryfæer som Douglas Sirk og Nicholas Ray.
Humoren er altså ikke mindst baseret på de excentriske personer, der befolker filmen, og som efterhånden også befolker Pepas lejlighed med deres afklædte desperation, mens Pepa forhører sig i telefonen om sin forsvundne elsker. Hendes veninde Candela er bange for at politiet leder efter hende pga. hendes kriminelle kæreste – en shiitisk terrorist! Advokaten – der naturligvis er en feministik advokat (det er jo en kvindesag) – som de kontakter til et eventuelt kommende retsopgør, viser sig at være Iváns nye elsker. Ikke nok med det. Iváns søn (Antonio Banderas) og dennes kæreste tropper tilfældigt op i lejligheden, for muligvis at leje den. Og som trumfen over i'et – Iváns gale kone med en revolver i tasken og et par betjente på slæb.
Således krydser karakternes forskellige stier hinanden på en stadig mere kompliceret måde, der dog aldrig tager charmen ud af historie eller karakterer, der er ligeså farverige som Almodóvars farveglade billedside og kitchede mise-en-scene.
Ekstramateriale:
Nogle trailere, med og uden tekst, fra 7 af Almodóvars andre film. Derudover er der intet at komme efter. Lidt tyndt.
Også på billede og lyd ser det ud til, at der er blevet spænket og sparet fra udgivers side, ligesom cover er temmelig rederligt, og bestemt ikke denne film værdigt. Lyden er i det kedelige mono og billedet er desværre kun i anamorfisk 16:9, og passer kun til widescreen tv. Lidt ærgeligt når der står, at den ”passer til alle tv-skærme”. Dog er filmens herlige pang farver stadig intakte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
