Skriv en kommentar
Lad Elven Leve er en film baseret på virkelige hændelser, som foregår mellem 1979 til 1981. Vi følger Ester, som kommer fra en samisk baggrund. Hun flytter til Alta i 1979 i efteråret, hvor hun får hjælp af hendes fætter Mihkkal med at flytte hendes ting. Da hun starter som lærervikar på en skole, vælger Ester at holde sin samiske baggrund hemmelig for kollegaerne. Ester er ikke den eneste med en samisk baggrund, som vælger at holde hemmelig, da der i lang tid har været meget racisme og undertrykkelse, som har gjort at mange samer har tilpasset sig den norske kultur.
Esters fætter Mihkkal er en samisk aktivist, og han hiver Ester med til en demonstration, som handler om at bevare elven. Ester begynder at rejse sig mere og mere, og kaster sig med ind i den store konflikt og kamp. Og undervejs i kampen finder Ester også styrken, til at begynde og kæmpe mere for sig selv og hvem hun egentlig er.
Og med det sagt, så har jeg tre ord: GRIBENDE. RØRENDE. TANKEVÆKKENDE. De tre ord som beskriver filmen. Jeg kendte slet ikke til samerne og deres kultur, men jeg gik fra biografen med en respekt for deres folk. Flere gange under filmen sad jeg, og fik lidt tårer i øjnene over de ting de har været igennem. Filmen giver en øjenåbner for hvor lede mennesker kan være mod hinanden, fordi ikke alle kommer fra samme kultur. Og særligt i denne film, hvor der bor så utroligt mange samer i Norge, men største delen af dem, holder det alligevel hemmeligt.
En ting der også er god at være opmærksom på, som noget af det første, er at filmen måske kan misforstås. Mange vil nok kunne tro, at filmen handler om at redde en flod (elven). Den fylder nemlig meget af filmen, og der er meget fokus på elven, men faktisk handler den om hvordan det føles, når man får berøvet ens kulturelle identitet. Jeg troede i starten at elven var hvad filmen handlede om, men efterhånden som man kommer længere ind i filmen, så finder man ud af, at det ikke er det.
Filmen viser den sårbare side hos samerne, og man formår at få en stor sympati for dem i løbet af filmen. Det er en af de film, hvor man går ud, og kigger lidt på sit eget liv bagefter. Måske man faktisk ikke lever så dårligt alligevel, når man ser hvordan andre har det eller har haft det.
Man ser bl.a. også forældre, som holder deres samiske baggrund gemt, for at deres børn kan få lov til at gå i skole i fred og ro. Ellers bliver de udsat for mobning. I en scene møder man en lille pige, som måtte gå hjem fra skole uden sko, fordi de andre elever havde taget dem. Vi møder også en lille dreng, som Ester underviser, hvor de andre elever informerer hende om, at han ikke kan snakke. Senere finder vi ud af, at han kun kan snakke samisk, og derfor ikke snakker i skolen. En dag har drengen nogle støvler på som er samiske, og en af lærerne siger ”hvorfor forældrene dog ville give ham de sko på”.
Hvis man ikke kender til samerne og deres kultur og historie, så kan filmen måske godt virke lidt kedelig. Men hvis den formår at fange en til trods for man ikke kender til dem (ligesom mig selv), så kan den godt være meget interessant at se. Det er dog en film, som helt klart vil fange folk, som er vilde med Norge, samerne, historie og forskellige kulturer.
Slutningen var den der mest efterlod mig lidt forvirret. Jeg følte ikke helt vi fik en afsluttende konklusion på filmen. Der manglede en afrunding på det hele.
