Skriv en kommentar
Der er noget dybt sympatisk over Helle Ryslinges film. Hun har altid rodet ned i kassen af eksistenser, der var lidt skæve i forhold til den almindelige befolkning. Hun har lavet sort humor og romantiske komedier om ældre (Hun introducerede faktisk den romantiske komedie i Danmark med den undervurderede Carlo & Ester) Nu er hun gået til dokumentaren som kan være en svær disciplin fordi man ikke har en gængs fortællemodel at bygge sit stof om over. Ryslinge har foretaget to Indiensrejser, hvor specifik har været interesseret i verdens største demokratis filmindustri – Bollywood. Bollywood er en velsmurt maskine, der spytter i tusindvis af sanselige spillefilm ud hvert år til et kræsent publikum. Inderne ved godt, hvad de vil have og det har Helle Ryslinge undersøgt i sin film.
Vi følger specielt en skuespiller meget, nemlig megastjernen Shahruhk Khan, som både synger, danser, spiller og producerer. Han betegner selv meget godt hvad Bollywood-film går ud på. Det skal indeholde lidt af hvert, ellers bliver det kræsne publikum meget skuffet. Hvad indeholder indisk film, da der er så forskelligt fra europæisk. For det første spiller den på hele registret over tragedie til komedie, men kan vel nærmest betegnes som melodramatik. Dernæst er der altid masser af dans og musik – og referencen til virkeligheden skal gerne være lidt sløret i et land, hvor 80 % af befolkningens virkelighed er for deprimerende at se i biografen. Til sidst skal der være et væld af eksplosive farver på lærredet i en grad som kun Baz Luhrmann har leget med i vesten de senere år. Det tekniske apparat omkring filmen skal altså være helt i orden, og historierne skal være så gennemskuelige som muligt – ligesom i Hollywoods storhedstid i 40’erne og 50’erne. Helle Ryslinge ser da også omkring efter egentlige indiske art-cinema film, hvor afdankede skuespillerstjerner kan udfolde sig i noget, der kunne minde om europæisk filmkunst.
Man forstår sagtens Helle Ryslinges fascination af indernes holdning til filmmediet. Hun har bare lidt problemer ved at vise det i et dokumentarformat. Ganske vist vises der klip fra en række storfilm, men man savner en ganske enkel gennemgang af indisk filmhistorie - der må da være en tradition, der er værd at fortælle om. Man hører enkelte tilskuere udtale sig om deres fascination af filmen og dens stjerner, men vi kommer aldrig i dybden i den fankultur som vitterligt stikker dybere end vi er vant til. Kvindelige indiske superstjerner gifter sig fx ikke, fordi hendes image som opnåelige skal være intakt. Det berøres kun overfladisk, selvom der ligger store kulturelle og sociale problemer i det. Bollywood-filmene er opium for folket, der med disse pengemaskiner foregøgles en lykkelig tilværelse, selv om mange ved at der er store sociale problemer i Indien. Hvorfor berører man ikke dette emne? Fordi filmen i Indien er Larger than Life. Man dropper gerne et måltid mad for en gang formelfantasi, der er spyttet ud på en filmfabrik i Bombay. Det filmiske er fascinerende og det tematiske er manipulerende. Helle Ryslinge virker lidt naiv i sin fascination af emnet, hvilket også skinner igennem i hendes egen voice-over. Når det så er sagt, så har Ryslinge jo da en vigtig mission – og det er at fortælle vi danskere, at der i Indien er en filmverden fyldt med eventyr, som kunne være fantastisk underholdende at se i danske biografer. Jeg nød den europæiserede Monsoon Wedding i fulde drag. Man mangler dog lige det, der går i hjertet – det som dokumentaren er så god til, nemlig at dokumentere en sandhed. Det er måske lidt for pænt, men hvis Helle Ryslinges budskab til den samlede danske filmdistribution er : ”Drop hver anden fladpandede Hollywood jeg-har-slået-en-prut-ha-ha-komedie, og importer skønne billedværker fra Bollywood”, så tilsiger jeg mig gerne dette budskab og siger tak for en sympatisk dokumentarfilm.
