Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Jeg har aldrig været speciel vild med motorløb, men jeg er til gengæld ret glad for Steve McQueen, så da chancen for at se Le Mans (1971) bød sig, slog jeg til med det samme – og det er jeg glad for, da den, lidt mod forventning, greb mig nærmest øjeblikkeligt og på intet tidspunkt gav slip! Le Mans er nemlig en meget spændende, men også ret speciel film, der indfanger stemningen ved et af de største motorløb i verdenen, det 24 timer lange Le Mans-løb, samt, ikke mindst, den hæsblæsende kørsel, som den opleves fra bag rattet.
Filmen (kan indeholde spoilers):
Lige så meget motorløb, der køres i Le Mans, lige så lidt handling er der. Vi følger den amerikanske motorkører Michael Delaney (Steve McQueen), der sammen med en masse andre, skal deltage i det årlige Le Mans-løb. Og, ja, meget mere er der faktisk ikke at sige om det. Hovedpersonen løber ikke ind i personlige kriser, her er ingen klichétunge kærlighedsintriger, ingen skæbnesvangre rivaliseringer eller kontroverser kørerne imellem, ingen bad guys eller griske pengemænd, der forsøger at gøre livet surt for nogen, ingen emotionelle op- eller nedture – kort sagt er Le Mans blottet for stort set alle de elementer, der almindeligvis plejer at binde en film sammen og skabe et egentligt handlingsforløb. Ikke engang dialog er rigtigt til stede (der mæles ikke et ord de første 40 minutter af filmen, og herefter holdes dialogen på et absolut minimum). Det eneste af virkelig betydning i denne film, det eneste, der virkelig kan siges ”at være der”, er motorløbet og den stemning og atmosfære, der florerer omkring dette, og det er det filmen skal ses for. Der er ganske vist antydningen af et kærlighedsplot, men det er et ekstremt perifært sideforløb, der ikke tynger eller løfter (alt efter hvordan man nu har det med den slags) filmen overhovedet, og derfor heller ikke fjerner fokus fra motorløbet. Le Mans er 100 procent motorløb for motorløbs skyld.
Men holder det så, alt det her køren med hurtige biler? Ja, det gør det sgu. Ræssekvenserne, der alle er filmet on location med professionelle kørere, er fremragende og indfanget på ekstremt kompetent vis, og flere gange greb jeg mig selv i at være helt og aldeles opslugt af dem. Sådan med stirrende, fastlåst blik og svedige håndflader. Vi taler her ikke om biler på stativer foran blue screens og lignende filmtrylleri – det her er den virkelige vare hele vejen igennem med kameraer monteret på virkelige Le Mans-biler, der med en gennemsnitsfart på over 200 km/t kører et virkeligt Le Mans-løb (nærmere bestemt det 38., som fandt sted d. 13. og 14. juni 1970). Der har selvfølgelig også været filmet kørescener efter løbet, men heller ikke her har der været brugt blue screen eller andet ”snyd”. Filmen byder i ræssekvenserne derfor på en helt uhørt grad af realisme, hvilket netop er en af hovedårsagerne til, at de er så spændende.
Det jeg personligt fandt mest interessant ved Le Mans var dog ikke selve løbet, men derimod den føromtalte mangel på traditionelle plotelementer og dermed også regulær handling, som er med til at give filmen en dejlig frisk og nærmest anarkistisk aura. Årsagen til denne ”barberede” form, som man måske kunne kalde det, skyldes bl.a. at filmen, praktisk talt, blev lavet uden et manuskript og først blev stykket sammen i klipperummet til det, der blev det færdige produkt. Uanset om det så var planen eller et resultat af ydre omstændigheder, såsom bøvl med det finansielle bagland osv., hvilket helt sikkert har haft noget med det at gøre (jf. dokumentaren i ekstramaterialet), så klæder den løse stil virkelig filmen.
Med sit altoverskyggende fokus på motorløb og bilaction er Le Mans en film, der ikke henvender sig til alle og enhver. For fans af sporten vil der være meget at hente, og hvis du som en af disse ikke allerede har den stående på hylden, så er det bare om at komme ud og slå kløerne i den hurtigst muligt. Fans af solid 70’er-spænding vil formentlig også kunne få to gode timer i selskab med den. Er man imidlertid interesseret i også at få lidt handling ind sammen med oktanet, vil man måske nok være bedre tjent med at gå på jagt efter en film som John Frankenheimers Grand Prix (1966) i stedet.
For fans af Steve McQueen er filmen selvfølgelig et must. Ikke fordi hans karakter egentlig er særlig interessant eller laver noget specielt nævneværdigt. Når han ikke sidder i sin bil, går han bare rundt og er endnu mere ordknap end Frank Bullitt eller Doc McCoy, men heldigvis gør han det på den typiske, sådan lidt slaskede, underspillede og ekstremt seje McQueen-manér, og det er vildt fedt at se på! McQueen var en sand mester i udtrykke sig med et knyt ansigt, og efter min mening er der ingen nulevende skuespillere, der kommer bare i nærheden af ham, hvad ren og skær coolness angår. For folk, der har en reel interesse i McQueens liv og levned og som ikke allerede har set Le Mans (om end disse nok kan tælles på to fingre), kan den dog også tjene som mere end blot endnu en bekræftelse af mandens talenter. McQueen var nemlig ivrig motorsportsentusiast i virkeligheden, og filmen er derfor også et fascinerede kig ind i en verden, som legenden holdt meget af personligt.
Alt i alt er her altså tale om en film, der ikke byder på meget andet end motorsport. Til gengæld serverer den det på en så ekstremt hæsblæsende og autentisk facon, at den er svær ikke at falde for. Hmm… måske skulle jeg tjekke den McQueen-producerede On Any Sunday (1971), der handler om motorcykelsport, ud som noget af det næste…
Billedkvalitet:
Le Mans på Blu-ray ser rigtig godt ud med ekstremt flotte, naturtro farver, god kontrast og dyb sort. Billedet er måske en anelse kornet, ligesom nogle sekvenser fremstår lidt bløde i det, men det klæder filmen, og det er rart, at man ikke har forsøgt at udglatte billedet ved hjælp edge enhancement og slige teknologiske fiksfakserier. Detaljerigdommen er generelt imponerende for en film, der er 40 år gammel, og uden nogensinde at have set en dvd-kopi af Le Mans kan jeg næsten med 100 procents sikkerhed sige, at billedet på denne Blu-ray-udgivelse er klasser bedre og formentlig en opgradering værd, hvis du holder meget af filmen.
Lyd:
På disken er inkluderet et 7.1 DTS-HD Master Audio-spor samt det originale monospor.
Ekstramateriale:
Diskens ekstramateriale udgøres af filmens originale og ret funky trailer samt en kort, tv-produceret bag kameraet-dokumentar med Steves søn, Chad McQueen, som vært. Her får vi fortalt lidt om filmens tilblivelse, der åbenbart var ret kaotisk, om udfordringerne ved at filme en film som denne med datidens teknologi osv. Alt i alt en interessant, om end noget overfladisk dokumentar, der heldigvis ikke forfalder til det sædvanlige rygklapperi, som nærmere er reglen snarere end undtagelsen, hvad dokumentarer af denne type og længde angår.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
