Skriv en kommentar
I en dejlig have, fyldt med gylden sol
bor en afholdt landbrugsfamilie med den altomfavnende Louise (intenst og smukt spillet af Karen-Lise Mynster) med hjertet siddende på en konfliktsky dansemelodi, og hendes mand svineavler og den stædige landmand Ernst (som på tysk betyder ”alvorlig”, spillet af den altid menneskelige Jesper Christensen), som vi i hele filmen er sammen med i det klassiske forsamlingshus med hvide duge og rødt oksekød og familiemedlemmers forsøg på at skabe et festligt guldbryllup med gylden sol.
Fyldt med duft og lilje, rose og viol
og når vi i starten af filmen ser den store gule gård med flotte marker og fuglefløjt, og kommer ind i den møre svinestald med utætte vinduer og en mindre svinebesætning, møder vi det forladte og aner en bedrift på vej ned. Uden for har Ernst etableret to kæmpe runde siloer – som hans næsten eneste ven fra soldatertiden på Cypern, Henning modigt og smilende siger: ”De to siloer er så smukke, som at give Mona Lisa overskæg.” Men duften forstærkes.
Møder vi hinanden, jeg er tung og træt
så det er ikke småting, hvad der kommer frem til guldbryllupsfesten, hvor den ene skandale efter den anden opstår, når slægtsfamilien møder hinanden, og sønnen vil overraske faderen med et indslag, hvor Ernst´ nerver sættes på højkant, da et etnisk orkester vil fjerne den lille sommerfugl, men han skælder ud bag lukkede døre, og forlader lokalet og sætter sig pludselig ud bag sin egen bil og låser sig fast, mens andre familiemedlemmer udfolder deres værste beskyldninger. Men tung og træt blev Ernst nogle dage forinden, da banken erklærede ham konkurs, som han siger til Henning – men ikke til Louise – ja, Ernst undrer sig over, at banken forærer familien en æske chokolade – uden at tænke på, at den brune chokolade er med til at skjule, hvad der er inden i.
Du på hvide vinger, svinger dig så let
Og Louise er på hvide vinger og svinger sig så let – og meget karakteristisk forlyder det, at hun kan lide alle årstider, Ernst kun vinter men hun får pludselig tale, da hun næsten som den sidste hører, at Ernst er erklæret konkurs, hvor hun i ægteskabet har peget på to ord, som værende de vigtigste: TROFASTHED og FORTROLIGHED. En af filmens bedre pointer er, da ægteparret får overrakt en dobbeltsovepose, og som Louise siger til Ernst i campingvognen: ”Hvornår har vi sidst været tæt sammen?” Og filmen har også et flot træk, da Søren Kragh-Jacobsen i guldbrudeparrets naturlige liv, har fundet et gammelt klip fra filmen: ”Verden er fuld af børn”, fra 1978, hvor hovedpersonerne også er Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster brugt med lidt rystende kamera og flimrende lys i siderne.
Lille sommerfugl, lille sommerfugl, flyv fra blomst og til blomst fra skjul til skjul
Og sommerfuglen kommer igen i mange faser, som da hans eneste barnebarn siger om han ved, at hver gang man skyder en sommerfugl, dør der et menneske i Kina. Ellers synes jeg ikke filmen byder på de store filmiske overraskelser, og jeg synes der er alt for mange klicheer med at stædige landmænd ikke kan tåle fremmede, og når det går én dårligt, skal man drikke sig fra det. Det er som om den ene konflikt skal afløse den anden hele filmen igennem. Så jeg havde hellere set en mere svævende sommerfugl.
Når jeg ser på dig, ak, så tænker jeg, hvem der bare var sommerfugl
