Skriv en kommentar
Verden var i chok da 11 israelske idrætsfolk blev taget som gidsler ved de olympiske lege i München i 1972. Begivenheden endte i tragedie da alle gidsler og gidseltagere omkom under en storstilet politiaktion i lufthavnen. Det var den allerede berygtede terror-organisation, Sorte September, der stod bag.
Med udgangspunkt i George Jonas’ bog, ”Vengeance”, fortæller Steven Spielbergs nyeste historien om Israels respons. Den tidligere millitærmand, Avner, hyres i al hemmelighed af den israelske regering til – sammen med et lille hold eksperter – at likvidere de reelle bagmænd for gidseltagningen. 11 fremtrædende arabiske og palæstinensiske ledere, alle succesfulde forretningsmænd på overfladen og alle bosiddende i Europa, bliver udpeget.
Spielberg tager med ”München” endnu engang fat i et gevaldigt ømt kapitel i jødisk historie. Terrorangrebet under olympiaden var en af de første gange konflikten i mellemøsten væltede ud over sine breder og bredte sig til Europa og dermed den globale bevidsthed. De efterfølgende, voldsomme bombemord på fremtrædende personager med bånd til Sorte September har været omgærdet af mystik og spekulation, men sikkert er det at højtstående, israelske embedsfolk var involveret.
Spielberg lader sin film udfolde sig som en gammeldags spændingsfilm i tråd med 70’ernes Frederick Forsyth-filmatiseringer, hvor ingen kan stole på nogen og hvor hovedpersonens voldsomme adfærd langsomt nedbryder hans sjæl og personlighed. Historien bringer det lille hold rundt i det meste af Europa og lader dem møde en lang stribe glimrende Europæiske skuespillere. De flotte baggrunde, glimrende præstationer og velfungerende, upretentiøse 70’er-stemning fungerer i godt samspil og giver filmen den samme, gode dynamik som mange har savnet siden Fred Zinnemanns ”Day of The Jackal”.
Som bekendt er konflikten i mellemøsten ikke blevet mindre brandfarlig siden 70’erne, men vor kære instruktør gør klogt i først og fremmest at lade sin film handle om mennesker, frem for den overordnede konflikt. Det sagt, så er ”München” stadig farvet af Spielbergs jødiske rødder og der er ikke meget sympati at finde for de palæstinensiske karakterer vi møder gennem filmen. Modsat tidligere film som ”Schindler’s List” og ”Amistad” forsøger Spielberg dog at sætte nogle menneskelige egenskaber på konfliktens modsatte side. Det er desværre bare stadig kun spæde skridt i den rigtige retning. Tag bare det faktum at alle palæstinensere, på nær en lille gruppe, der så repræsenterer ligheden mellem de stridende grupper, hverken snakker engelsk eller i det hele taget opfører sig andet end højtråbende og aggressivt. Overfor de velformulerede, sympatiske Hollywood-stjerner i stort set alle jødiske roller er det ikke svært at placere publikums sympatier. Filmen er ikke ment som en fordømmelse af Palæstina, og hovedpointen ligger i en udforskning af konfliktens uendelige meningsløshed og til en vis grad også i lighedspunkterne mellem de stridende parter, men det fungerer bare ikke helt på den måde, når alle jødiske voldshandlinger til en vis grad bliver retfærdiggjort som værende reaktioner på palæstinensisk aggression.
Som sagt ligger det centrale fokus heldigvis på karaktererne og kan man abstrahere fra de underliggende tvetydigheder så er ”München” først og fremmest en ganske god spændingsfilm. Eric Bana (”Hulk”, ”Chopper”) leverer sin bedste præstation siden turen til Hollywood og han præsterer gang på gang at lægge den følelsesmæssige tyngde, der er så nødvendig i denne slags historier om personlig degration og følelsesmæssigt forfald. En oscarnominering ville helt bestemt være på plads. Resten af holdet består blandt andet af den franske skuespiller og instruktør Mathieu Kassowitz (”Amelie”) og den nye James Bond, britiske Daniel Craig. Alle får plads og de fleste karakterer på jødisk side, samt mange bipersoner, er velskrevne og helstøbte.
Den karaktermæssige fokus er desværre også katalysator for endnu et karakteristisk Spielberg-kendetegn – en lige lovlig lang spilletid. Slutningen er nødvendig, men virker til tider ganske langtrukken, ligesom midterparten godt kan virke en smule ensformig og monoton. Overordnet er ”München” dog helt bestemt Spielbergs bedste film i årevis og den bevidner hvorledes instruktøren forsøger sig med nogle nye, ganske velvalgte tiltag. Kan man se den uden at lægge for meget vægt på dens seriøse baggrund er den superunderholdende, men tager man de kritiske briller på kan man godt klandre den for at være for ensidig i sin fremstilling af konflikten i mellemøsten – om så den har de rigtige intentioner eller ej.
