Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med denne 11 sæson af den fremragende tv-serie vi alle kender så godt og har set genudsendt så mange gange på alverdens tv-kanaler, er det desværre blevet tid til at pakke teltene og barakkerne sammen og tage afsked med holdet af brave (og knapt så brave) læger og sygeplejersker på det mobile felthospital i Korea. Og en tårevædet afsked er det.
En introduktion til selve serien, dens persongalleri, grundtanke og oprindelse (Robert Altmans fremragende spillefilm fra 1970) er blevet leveret af både Claus Larsen og Gert Sørensen i deres gennemgang af tidligere sæsoner her på siden, så lad mig gå lige til sagen.
Lad mig sige det med det samme; jeg er en stor M.A.S.H. fan. Jeg elsker denne serie og har gjort det siden første afsnit rullede over skærmen tilbage i 1972 og til sidste episode der lukkede festen i 1983. Det passer nu ikke helt. I 1972 var jeg mildt sagt ikke særlig gammel, men jeg husker hvordan min farmor jublede over den og siden hen kom heldigvis alle genudsendelserne så jeg også kunne være med. Med fare for at blive dømt for landsforræderi og fulgt til Kastrup af en vred folkeskare, vil jeg mene at M.A.S.H. har haft større betydning for mit liv end Lise Nørgaards Matador og at Hawkeye Pierce står mit hjerte tætte end Mads Skjern.
Nok er den historiemæssige ramme om M.A.S.H. noget simplere end i Korsbæk-krøniken. En håndfuld læger og sygeplejersker prøver i al sin enkelhed at komme gennem tiden i Koreakrigen hvor alt, alt for mange unge mænd, kvinder og børn bliver bragt dem til døren i mere eller mindre sønderskudt tilstand og vigtige overlevelsesmekanismer i lejeren er bl.a. hjemmebrændt sprut, hurtige affære i lagerrummet – og humor. Men det er forbløffende at se hvorledes tv-serien M.A.S.H. faktisk holder nogenlunde samme gode niveau i samfulde 11 år og sæsoner.
Eftersom vi har at gøre med en serie der (som mange andre) i allerhøjeste grad er situationsorienteret, skyldes dens succes naturligvis dygtige manuskript (og især dialog) forfattere, skuespillere, instruktører, et smittende engagement og en stille og rolig udvikling af stemning fra næsten rendyrket sitcom til barske og alvorlige episoder. Samtidigt har udskiftning af dele af persongalleriet og en finpudsning af de resterende naturligvis også spillet en stor rolle.
Når vi nu sidder her med 11 sæson i dvd-afspilleren har vi måtte vinke farvel til bl.a. den naive og elskelige bondeknøs Radar, der som den eneste i lejeren opretholdt et uskyldigt liv uden sprut og hurtige put, men sov med sin teddybjørn i stedet. Hans job som kontorist blev overtaget af korporal Klinger der fra første sæson altid var iført dametøj i et konstant og forgæves forsøg på at blive erklæret sindssyg og sendt hjem. Her i 11 sæson er de fine kjoler skiftet ud med almen uniform og ligesom så mange andre i serien, er figuren Klinger blevet gjort dybere og mere alvorlig.
Sygeplejersken Margaret ”Hot Lips” Houlihan er heldigvis med os i samtlige sæsoner, men undervejs fjernes det sigende tilnavn og også hun bliver gjort mere tredimensionel. Men inden det sker, har hun en hed affære med karikaturen og krigsgalningen (med et mod som en traumatiseret hares) Frank Burns. Denne var en fin og sjov figur men hans egentlige formål var i bund og grund at stå som modvægt til Haweyes og dennes makker Trappers (mere om ham senere) humanitære og pacifistiske livssyn. Så ud røg Frank (i spændetrøje endda) og ind kom den engelske snob Charles Emerson Winchester III. Denne synes ved første øjekast også udelukkende at være skabt for at give Hakeye og hans makker en modsætning at spille op til, men man forstår hurtigt at Charles snobberi omkring klassisk musik og dyr cognac i virkeligheden er hans forsøg på at holde fast i en smule civilisation midt i barbariet og han bliver hurtigt langt dybere og elskeligere end Frank.
Lejerens øverstkommanderende bliver dræbt netop som han skal hjemsendes, til stor sorg for alle (seeren inklusive) for det var svært ikke at holde af denne mand med et hjerte af guld og en rygrad som en våd spaghetti der på alle måder var alt for blød og menneskelig til at befinde sig som leder i en hærstyrke. Ind kom Sherman T. Potter og viste sig til alles forskrækkelse at være så stærk som tanken af samme navn, men også han viser sig at være et stort aktiv for persongalleriet og serien.
Tilsidst i denne remse skal naturligvis også nævnes udskiftningen af Hawkeye Pierce’s svirrebror Trapper med familiemennesket B.J. Hunnicut. I personen Hawkeye ligger der jo mange hentydninger til Graucho Marx. Hawkey nævner ham selv flere gange som et stort idol og også i mimik og de hurtige og kvikke kommentarer ligger der god del Marx Brothers. Tilsæt dertil makkeren Trappers store, lyse og krøllede hår der ikke er ulig Harpo Marx og billedet er perfekt. Hvorfor denne forsvandt ud af serien har jeg simpelthen ikke fået undersøgt. Måske skuespilleren blev træt. Måske man mente at Hawkeye skulle have stedets sygeplejersker for sig selv. Jeg ved det ikke. Det var et tab men til gengæld var B.J. Hunnicut en gevinst for både serien og Hawkeye, så det udjævne sig. Og det passer fint med den generelle mere alvorlige tone serien tager, mens den på mirakuløs vis alligevel formår at være forbandet morsom.
Læg i øvrigt mærke til hvorledes mængden af afsnit uden tilsat dåselatter har været stadigt stigende gennem årene og her i sidste sæson er den heldigvis helt udeladt. Og det er en velsignelse. Folk der holder af M.A.S.H. er kloge nok til at vide hvornår de høre en god joke uden at det behøver at blive skåret ud i pap. Og netop kombinationen af alvor og humor er en af seriens allerstørste styrker og det er faktisk ikke set så godt udført som her. Godt nok gjorde Robin Williams forsøget i Good Morning Vietnam fra 1987 og Joaquin Phoenix var fin i den glimrende Buffalo Soldiers fra 2001 men begge disse film (samt flere og langt dårligere af slagsen) tilføjer faktisk ikke noget nyt til det billede Robert Altman skabte i 1970 og som serien på bedste vis malede videre på.
Nærværende boks består som de øvrige bokssæt i serien af tre dvd’er. Otte afsnit findes på den første, syv på den anden og tredje dvd indeholder kun et enkelt afsnit (Goodbye, farewel and amen) der til gengæld vare samfulde to timer. Det er naturligvis her vi finder den lange og tårevædede (men ikke kvalmende) afsked. Men først skal vi lige have en af de mest grumme historier i seriens levetid, hvori Hawkeye, trods sin solide mur af hjemmebrændt sprut, varme kvinder og practical jokes, knækker endegyldigt sammen over en mors opofrende drab på sit spædbarn.
Hvorfor jeg ikke bare giver denne serie seks funklende stjerner med det samme, ved jeg faktisk ikke helt. Måske det skyldes en slags Charles Emerson Winchester III’sks filmsnobberi; M.A.S.H. er jo i bund og grund ”bare” en komedieserie. Jovist. Men det er noget af det bedste inden for genren! Så nyd endnu et gensyn og smid selv den sidste stjerne på hvis du synes den fortjener det. Jeg forhindrer dig ikke.
Intet ekstramateriale – hvilken synd og skam.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.
