Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Undertegnede kan ikke prale med at have set et hav af japanske film, men til gengæld at have besøgt landet i lidt over tre uger. En så stor oplevelse med så mange kulturelle forskelle glemmer man ikke lige med det første. Derfor var der her tale om et glædeligt gensyn med den japanske omgangstone, ydmyghed, respekt som bare er dybt forankret i disse elskelige mennesker. Filmen ”Månen Over Kirsebærtræerne” rummer nemlig alle disse lag hos vores kvindelige hovedrolle Tokue (Kirin Kiki). Hun spiller en ældre dame som kommer forbi Sentaros (Masatoshi Nagase) dorayaki-bageri. En dorayaki kan bedst beskrives som en sød delikatesse bestående at to mini-pandekager med bønnepasta imellem. Sentaro slider i butikken, da han skal stå for både tilberedningen og ekspederingen. Han kunne virkelig godt bruge en hjælpende hånd, og det er så her at Tokue kommer ind i billedet. Hun er godt nok 76 år gammel og har nogle skavanker med sine hænder, men bønnepastaen (kaldet An) hævder hun at have lavet fra bunden i godt 50 år. Sentaro giver hende chancen, og straks forvandles hans dorayaki til lidt af et tilløbsstykke. Tokue og Sentaro udgør en fabelagtig duo, og lærer hinanden at kende ret godt, som man står der skulder ved skulder på daglig basis. Der udvikles en særlig fortrolighed mellem de to, og hver har de deres med i rygsækken. Tokue er ganske ligefrem og ærlig og åben, mens Sentaro er langt mere tilbageholden. Han mærker dog en tryghed ved den ældre kvinde, som gør at han tør åbne op om sin fortid, hvilket har været en fortiet hemmelighed indtil nu. De to forskellige mennesker finder på sin vis en åbenbaring i hinanden.
Alle snakker pludselig om Sentaros produkt, hvilket også kommer butikkens direktion for øre. Herfra starter så balladen, for delikatessens egentlige ejer synes ikke det klæder omdømmet at der står en lettere handicappet gammel dame med plettede hænder og delvis er forretningens ansigt udadtil. Ejeren presser derfor Sentaro til at fyre Tokue, bedst som han havde opnået fornyet livsgnist og optimisme i hendes selskab. Herfra udvikler ”Månen Over Kirsebærtræerne” sig til en rørende fortælling om hvordan uventet samhørighed kan virker som en brusende kraft i ens indre.
Kirin Kiki leverer en overbevisende præstation som vil vare ved i din hukommelse. Denne nærværende, rolige og omsorgsfulde dame kan man ikke andet end at holde af. Hun ser al det skønne i den fortravlede verden – ikke mindst kirsebærtræernes skiften i udseende gennem årstiderne. Hun kan finde begejstring i helt små ting. En egenskab som Sentaro har lagt på hylden for længst, da han har nok at gøre med bare at slæbe sig op af sin lange trappe efter en omfattende arbejdsdag. De to figurer bliver vendepunktet i deres respektive livsstil på en særdeles positiv måde, men en fatal beslutning ændrer alt – skulle man tro. Tokues sind er nemlig ikke sådan at kyse.
Naomi Kawase har instrueret ”Månen Over Kirsebærtræerne” som den danske titel lyder. Japanerne selv kalder filmen for ”An” – altså navnet på den bønnepasta som Tokue nærmest revolutionerer dorayakien med. Den internationale titel lyder ”Sweet Bean”, og lægger sig dermed tættere på den originale. Man skal dog slet ikke pege fingre af det danske bidrag, for kirsebærtræerne spiller en vældig symbolik i filmen, så læg i særdeleshed mærke til dette. Historien bliver fortalt i et langsommeligt (læs: grundigt) tempo, så der er tid til at dvæle ved karaktererne. En afgørende faktor mener undertegnede i forhold til at man kan føle med de personer, som man har lært at kende ekstra godt undervejs. Nyd nu også noget af den asiatiske natur og skønne bygninger, for der er noget helt unikt over det stemningsmættede miljø handlingen udspiller sig i. ”Månen Over Kirsebærtræerne” er en poetisk og smuk film, som bidrager fint til Hollywoods bulder og brag og voldsomme budgetter. 4 stjerner herfra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
