Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg kan huske, da jeg så denne serie i begyndelsen og tænkte ”Jamen, der sker jo ingenting”. Det er ikke en action-packed serie med sindssyge biljagter, gangstere med pistoler eller rumvæsener, der skal udryddes af Will Smith-typer. Men derimod en serie, som er perfekt stilistisk, med gode replikker og gennemført 1960er stemning.
Serien tager som de sidste 4 sæsoner udgangspunkt i reklamefirmaet Sterling Cooper Draper Pryce, med alle de ting, der hører med på en arbejdsplads i 60ernes USA. Dette er en dybt konservativ branche, hvor kvinder kun kan arbejde som sekretærer, altid skal klæde sig pænt på for manden og konstant er bange for at tage på, fordi manden så kan gå andre steder hen for at få tilfredsstillelse. Dette ser man f.eks. hos den før så smækre sekretær Joan, som har taget meget på, efter hun fik barn og får formanende ord med på vejen af sin mor, der er sikker på, at hendes mand ikke tænder på hendes ekstra vægt. Derfor er det ekstra beundringsværdigt, at Peggy Olsen (Elisabeth Moss) har klaret sig i den mandsdominerende verden og blevet tekstforfatter. Det er dog ikke nemt for hende, da hun stadig bliver betragtet som sekretær af folk, som kommer udefra. Et godt eksempel er en ung jobansøger, som er ubehøvlet overfor hende, fordi han tror han snakker med chefens sekretær og ikke en person, som faktisk skal ansætte ham. Det bliver endnu mere absurd (og lidt sjovt) da Peggy får at vide at mange folk helst ser en moden tekstforfatter, som ”en med nosser” . Hvad kan Peggy svare på dette? ”Jeg ser, hvad jeg kan gøre”. Peggy er efter min mening en af de mest interessante personer i Mad Men, men den ultimative hovedperson er selvfølgelig Don Draper (Jon Hamm), som også i 5.sæson er lige utiltalende og egoistisk, som han har været gennem hele serien. Serien begynder med at han er blevet gift med sin sekretær Megan, som holder en fest for ham, hvor hans reaktion på den, gør hende ked af det. Man kan forestille sig at være gift med sin sekretær kan være problematisk og det er heller ikke uden problemer, at de arbejder sammen. Don Draper ser ud til at have forbedret sig i forhold til sit forrige ægteskab, men det viser sig senere i serien at intet har forandret sig. Nogle mennesker udvikler sig mere end andre og Don Draper forbliver den samme. Det er den endelige forsikring om, at Mad Men forbliver det samme. Hvis Don Draper var blevet sympatisk ødelagde det en del af serien. Denne serie har så mange ekstra lag end man umiddelbart tror og efterhånden som man skraller dem af, får man en stor tv-oplevelse.
Med hensyn til seriens set-up er den unik. Den er så gennemført 60erne, at man forundres hver gang man ser et afsnit. Tøjet, håret og personernes væremåde er gennemført, at den bliver utroligt realistisk. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan var 1960erne på godt og ondt – med mandschauvinisme, stereotypiske kønsroller og racediskrimination.
Så igen har producerne formået at lave en topserie, som sagtens kan leve op til de forrige sæsoner. For de skal også ses. Også selvom det ikke foregår i et opskruet tempo, men fungerer med skarpe replikker og gode dialoger.
Der er rigeligt af ekstramateriale, som er af blandet kvalitet. Det er sjovt at se gamle reklamer, men der er 2 af dem, så man får ikke et stort indtryk af hvordan reklamer dengang så ud. Derudover er der et afsnit om hvordan musikken bliver til, interview med de medvirkende om replikker og temaer i serien. Det er mere end normalt for en serie, og meget tilfredsstillende.
Midget Entertainment .
