Skriv en kommentar
I Island er der nogle få, der bestemmer over resten, som ikke har megen frihed til selv at vælge og bestemme over deres eget liv. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Grímur Hákonarson og hans film Mælkekrigen, som er et politisk indspark i (den manglende) debatten om monopoler og magtmisbrug.
Ægteparret Inga og Reynir har en besætning af malkekvæg og arbejder hårdt for at holde fallitten fra døren. Lige meget hjælper det tilsyneladende, for den lokale Brugsforening bruger mafialignende metoder til at sørge for, at mælken og midlerne tilflyder den og ikke andre handlende på øen. Lyder det kedeligt? Det er det ikke.
Grímur Hákonarson (’Blandt mænd og får’) er tilbage med det islandske bud på historien om andelsforeninger, der bliver til samfundsinstitutioner og ender som monopoler, som har krammet på sine medlemmer. Her i form af Brugsforeningen, en parallel til det eneste kooperativ på Island, som stadig findes efter halvfemsernes stribe af konkurser. Men Brugsforeningen er langt fra den demokratiske institution, den var engang, og nu bruger brugsbestyreren Eyjólfur (Sigurður Sigurjónsson) den kun til at skovle ind til sig selv under dække af at ville beskytte mælkebønderne mod konkurrence fra Reykjavik.
Landmandskonen Inga er en oprører, der beslutter at gøre en ende på dette, efter at hun erfarer, hvordan brugsbestyreren har udnyttet hendes mand. Det er ikke let, for Brugsforeningen vil gå langt for at standse Inga. Hun skriver et opslag på Facebook, hvor hun siger sin uforbeholdne mening, og herfra ruller lavinen, som truer med at isolere Inga fra fællesskabet, da ingen rigtig tør sige fra. Indtil en dag…
Skabelonen er velkendt, men Inga, spillet overbevisende af Arndís Hrön Egilsdóttir, er en tilstrækkelig sammensat karakter til at holde os fast og gøre os nysgerrige efter, hvad hun nu finder på. De andre figurer er noget endimensionelle, men Hákonarson formår at placere historien solidt i det islandske landskab, som ikke bliver hverken fremhævet for sin skønhed eller gemt væk. Det er som det er, vejret er halvdårligt og personerne er ikke kønne og ikke grimme, men almindelige mennesker fra landet med islandske sweatre på.
Fotograferingen sørger diskret for, at det er mennesket, der er i fokus, og mange scener foregår i stalden med de maskinelle lyde af malkerobotter og maskiner, der muger ud og Inga som den, der har kontakt med dyrene.
Selv om sammenholdet er godt, hopper folk i det lille samfund ikke lige på hvad som helst, og den underliggende humor er med til, at man er godt underholdt hele vejen gennem Mælkekrigen. Inga er en stærk kvinde, som tilkæmper sig en plads i et ifølge instruktøren mandsdomineret samfund, og parallellen til Frances McDormand i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er nærliggende. Inga griber sit våben, da hun bliver chikaneret af en nabo, skønt Hákonarson påpeger, at ’i Island har vi ingen pistoler, så derfor truer de folk gennem sms’er’.
Det vigtige budskab i Mælkekrigen synes at være, at vi i alle samfund skal huske at holde øje med vores institutioner, så de ikke overtager styringen og magten over vores liv. Og det er godt at blive mindet om.
