Skriv en kommentar
Kald det kærlighed, kald det lige, hvad du vil
Ungdommens særlighed,
Forelskelsens ærlighed,
Men også livets ubærlighed,
Når han elsker hende, som elsker en anden,
der ikke elsker hende,
En stjerne på scenen,
en trold, der ikke kan tæmmes,
En passion, der dirrer,
hver gang de skændes.
De er en flok unge, de er vilde kaniner,
Ude i nattens neonoplyste atmosfære,
er de et orkester af samstemmende tamburiner,
De kævler og kærtegner, de synger og danser,
De græder og tordner,
de buldrer og sanser.
Livet er her og nu, livet, det kræver,
at man mere end sit hjerte satse tør.
For at ae hendes læber.
Kom tilbage til mig, jeg elsker kun dig,
råber den lidende elsker,
du er så smuk og dejlig,
siger han vemodigt og frejdigt,
Pas på, at ilden i mig ikke bliver tændt,
vi kunne begge to meget let blive forbrændt,
svarer hun prompte, flyvsk og træt.
Kærlighed er en kunst,
forelskelsen en fugl.
Den vægtløse kærlighed,
som fuglen gerne fange vil,
ender i et kærligheds-kill.
Der er magi i luften,
Den sover dagen væk,
og sætter ild til natten,
farlig og farverig,
som farveregnbuen på en malers palette,
De er det varmeste af alt på jord,
De bor der, hvor alle blomsterne gror.
Real love,
ung kærlighed,
lever længst og dør først,
drømme ånder endnu,
hjertet banker hårdt.
Elsk det nu, det satans liv,
det er så forbandet kort …
Tilgiv mig dette poetiske udbrud, kære læser, men efter halvanden time, lullet saligt ind i biografmørkets festlige sangeruptioner, der omfavnede alt fra Dizzy Mizz Lizzy til Taken by Trees, var det unægteligt svært at give slip på den digteriske node. Så i stedet for det traditionelle filmreferat, hvorfor ikke prøve at ramme tonen (så at sige) med en mere rytmisk kadence …
Simon Staho, den danske instruktør, der mestendels optager på svensk, har nu taget en regulær U-vending i sin dramabaserede karriere med den romantiske musical, Magi i luften. En skarp U-vending fra hans sædvanligvis dramatisk opladede produktioner, hvor tunge emner altid har vejet tungest på den tematiske vægtskål.
Hvem husker ikke Dag og Nat (2004), filmen om den selvmordsforberedende mand, med en tyngende klump i halsen? Og hvem erindrer ikke Daisy diamond (2007) med sin skrigende baby, uden efterfølgende at græmme sig over synet af en uskyldig barnevogn?
I denne ombæring er det dramatiske islæt blevet skiftet ud til fordel for en melodramatisk klang, der runger af ungdommens kådhed, oversprøjtet med discokuglernes flakkende skær og neonoplyste, forelskede ansigter.
Det voksne segment har veget pladsen for fire unge mennesker og én nat i storbyen. Daniel, Lina, Stefan og Terese er alle 16 år. Verdens bedste venner og dog, for Daniel er håbløst forelsket i Lina, men Lina elsker mest sig selv. Terese vil give sin mødom til Stefan, men Stefan har alt for længe boet inde i et skab og vil nu ud af det.
Alles ønsker kan ikke blive opfyldt, så hvem bliver de heldige vindere, og hvem ender som forglemte tabere?
Magi i luften er 45 % ungdomsfikseret, barnagtig Ramasjang-udsendelse i tuttenuttet børnehøjde, der hverken skærer igennem som udfordrende, dumdristigt initiativ, eller anlægger en naiv, formildende mine, der er demonstrativt troskyldig i sin udførelse.
30 % luftig, semi-velsmagende candyfloss-candy, man køber ubetænksomt i alskens forlystelsesparker, uden at overveje hverken nytteværdien eller smagen, men lader sig drage af kulørens pågåenhed og duftens liflighed, der lover mere, end den indfrier.
25 % velsimuleret, overfladeorienteret MTV-musikvideo, hvor dansen er en musisk forlængelse af livets puls, der vibrerer harmonisk i takt med hvert et dansetrin og hvert et sunget ord.
Filmens historie er i sig selv ikke nævneværdig, ej hellere den tekniske side, der, allerede en halv time inde i filmen, begynder at blive lige så irriterende som en opsat flue, der kredser febrilsk rundt om din frugtskål midt i sommerens hede. Skuespillet er middelmådigt for det meste og ophøjer sig til hjertekulerammende højder kun et par gange.
Det er musikken, filmens imponerende sangkatalog, der gør denne lille film seværdig. I virkeligheden forekommer hele filmen som en dårlig undskyldning for at skrue højtalerne max op, for at give Lars HUG, Kim Larsen, Anne Linnet, Søs Fenger, DAD og fremdeles den fulde ære for et exceptionelt bidrag til musikken, et respektindgydende tilskud til kulturen, et mindeværdigt indslag i livets soundtrack.
Denne er ikke kun en film om kærlighed, denne svære, umedgørlige, knudrede, men også opslugende, livgivende, pulserende kærlighed … Denne er en film om kærlighed til musik. En skælvende kærlighedserklæring til musikkens uomgængelige magi.
Det er ikke, fordi man sidder og keder sig undervejs i filmen. Man sidder skam og føler med de unge mennesker og deres første, rigtige erkendelse af uskyldens bortgang, deres første, rigtige erfsring af livets ubønhørlighed, men også skønhed, kærlighedens svig, men også mirakel, sandhedens smerte, men også forløsning. Staho evner ikke at gøre disse grundlæggende tematikker til tomme klicheer, og det skal han roses for.
Og alligevel sidder man og mangler noget i filmen. Noget udefinerbart. Noget ægte, føleligt. Noget virkeligt. Det optræder enkelte gange, når musikken tager over. Men når musikken tier, er der for meget pang, kunstighed, pression over filmen. Måske det er tiltænkt, men det er også distancerende, iscenesat, forceret.
Musikken bløder det syntetiske op. Men denne er nu engang en film, bevægende billeder og ikke en skive, mentale billeder. Så Thank you for the music, the joy it´s bringing … men når musikken forsvinder, så ... you´re nothing special, in fact you´re a bit of a bore.
