Den småkiksede Danny er cementmand og bor i en forstad til Sidney. Hans kæreste Trudy er ejendomsmægler. Hun drømmer om berømmelse og skal fremvise et hus for den kendte tv-journalist Sandy Upman, som vist også er lidt af en blærerøv med sin smarte sportsvogn og sin "smør-charme".
Danny og Trudy tager hvert år på campingferie, men det har vist aldrig rigtigt passet til Trudys idé om ferie – faktisk gør hun alle mulige krumspring for at undgå at tage med, og ender med at lyve for Danny, fordi hun hellere vil køre rundt med Upman og føle lidt af berømmelsens stjernestøv. Danny ser dem sammen og får det rigtig skidt, fordi han pludselig forstår, hvorfor hun gør alt for at slippe for turen.
De skal holde en BBQ for alle deres venner og Danny får pludselig den ”geniale” idé, at binde en masse store heliumballoner på sin havestol, mens han sidder i den naturligvis.
Han er åbenbart kendt for sine besynderlige idéer, for vennerne taler om dengang, han lavede en menneske-katapult. Pludselig letter Danny i havestolen alt imens vennerne går i panik, for den saks han skulle bruge til at klippe snorene på ballonerne over med, for at kunne lande igen, står en af vennerne med i hånden, mens Danny svæver væk i det fjerne.
Danny flyver længe og lander ved hjælp af et festfyrværkeri – ikke med vilje, men ballonerne går i stykker, og han lander i en lille by kaldet Clarence, i baghaven hos byens eneste parkeringsvagt, Glenda. En køn men ensom pige. Hun hjælper ham naturligvis og skjuler, at han er landet på den måde, for i byen tror man, at der er landet en alien.
Der går ikke længe inden Danny er venner med det meste af byen, og har ikke lyst til at vende hjem igen, men han er jo eftersøgt i medierne, hvor Trudy får storslået hjælp af ingen ringere end Upman.
Og det giver jo ikke ligefrem Danny mere lyst til at give sig til kende, han har det jo strålende, hvor han er.
Filmen er ikke en stor film med fantastiske skuespilpræstationer, men er en lille hyggelig film med udmærkede skuespillere i nogle roller, som virkelig fremstiller nogle stereotype karakterer. Jeg synes personligt, at det er en lille skæv og egentlig ganske morsom film, som man kan nyde på en aften, hvor man har trang til noget let og sødt og helst vil undgå for mange vingummier ;o)
Forvent ikke det store sus, men lidt overfladisk hygge er heller ikke af vejen.
Danny spilles af Rhys Ifans. Først sagde navnet mig ikke det helt store, men han har faktisk spillet med i en del film. I Notting Hill er han Hugh Grants kiksede sambo Spike – så begyndte 10-øren at falde for mig nårhhh ja… ham den kiksede i underbukser. Han spillede også med i Little Nicky med Adam Sandler, Harvey Keitel m.fl hvor han spiller Adrian, Satans søn. Han havde en mindre rolle i 51st State, hvor han spiller sammen med bl.a. Samuel L. Jackson. Og han er faktisk en rigtig pæn fyr, da han først får raget det småklamme, usoignerede skæg af. I øvrigt er han fra Wales, så det er lidt sjovt, at han spiller hovedrollen i en australsk film.
Trudy spilles af Justine Clarke, som åbenbart er mest kendt i australske tv-film, men hun var dog med i Mad Max 3 – Beyond the Thunderdome, (den med Tina Turner).
En yderst køn kvinde, der karikerer sin rolle godt.
Sally Upman overspilles i øvrigt grundigt af Rhys Muldoon, som jeg personligt ikke kender fra noget særligt.
Man må fremhæve den yndige Glenda Lake, spillet af Miranda Otto, som sandsynligvis ikke behøver noget videre introduktion efter at have spillet Eowyn i Lord of the Rings: The Two Towers og i Return of the King. Hun er sød og spiller ret godt, denne film indspillede hun ind imellem de to RH-film. Hende skal vi nok komme til at se en del til, det håber jeg i hvert fald.
Filmen får 3 stjerner fordi den ikke er på højde med de store produktioner, Det er en spøjs lille kærlighedshistorie, som er værd at se, hvis du har brug for at lægge hjernen lidt på hylden i halvanden times tid. Man bliver i hvert fald i bedre humør af den.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.