Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Harry (Chris Cooper) er træt af sit ægteskab, han er håbløs romantiker og kan som sådan godt lide sin kone Pat (Patricia Clarkson), problemet er bare, at hun i forhold til hans sentimentalitet er følelseskold. I forhold til 40’ernes familie sammensætning er Pat den perfekte kone. Hun er præsentabel, spørger ikke om forretningerne og har maden klar, når manden kommer hjen, men dette er ikke nok for Harry. Han ønsker noget mere, han ønsker en at være forelsket i, en han kan kaste sin romantik over. Han bliver forelsket i den smukke, unge Kay (Rachel McAdams) og de starter et forhold. Dog har Harry så meget skyldfølelse, at han må ende forholdet til sin kone, men han kan ikke nænne at såre hende og ydmyge hende med skilsmisse. Derfor vælger han at forgifte hende. Imidlertid har Harrys bedste ven Richard (Pierce Brosnan) fået et godt øje til Kay. Han begynder nu selv en listig plan, som binder hele herligheden ind i løgne og intriger.
Historien er ikke stor, og den er helt sikket set før. Der er forsøgt at bygge en spænding op, men det er ikke en film, der holder en klistret til skærmen i de korte knap halvanden timer den tager. En anden ting, der irriterer mig en smule, er Harrys karakter, han skal spille denne mand fuld af passion og lidenskab, men hans, helt klart bevidste, underspillethed giver ikke den følelse i karakteren som jeg kunne have ønsket, han kommer til at fremstå en smule kedelig. Dette er dog med til at give filmen et realistisk præg, hvor Harry stadig opføre sig som en ægtemand fra 40’erne, selvom han er sammen med sin elskerinde. Jeg kan alligevel klart anbefale at se filmen. Filmens plot kunne sagtens have været taget ud af en halvdårlig komediefilm, hvor ægtemanden forsøger at forgifte konen, men alt går galt. Man har også forsøgt at holde en let tone i filmen og undgå det meget melankolske, men alligevel har filmen en realistisk sørgmodighed om, hvor mange ting der i et venskab og et ægteskab ikke bliver sagt. Filmen handler ligeså meget om det usagte som det sagte og den er gennemsyret af tragisk ironi. Filmen er middelmådig, men blandt de ting, der trækker den op og gør den værd at se, er en fantastiks skuespil præstation af Patricia Clarkson, hvis skuespil man kan sidde og se på i timer. Sammensat med en meget gennemført 40’er stil på hele settet, tøj, biler, interiør osv., et rigtigt fint åbnings layout og hele vejen igennem flot musik kommer filmen op på en samlet 4 stjerner. Ydermere vil jeg lige nævne slutscenen, som jeg finder helt perfekt. Den har en realistisk og ikke for Hollywood-over-dramatiseret slutpunkt, men trods problemer og fortielser så løser alt sig i stilheden.
Ekstra materiale
Her kan man se filmen med 3 alternative slutninger, med eller uden instruktørens kommentarer. Hvis man, når man har set filmen, har en dejlig fornemmelse af ro i maven, bør man ikke se de alternative slutninger. Disse har en meget mere dyster tone end resten af filmen, og det er også derfor de er valgt fra. Her kommer vi ud i et ekstrem, hvor filmen får en helt anden betydning og et andet hovedtema. Her kommer den mere til at handle om tilgivelse i et livslangt venskab end om det egentlige ægteskab. Den første alternative slutning er dog mere tro til bogen "Five roundabouts to heaven", der danner grundlag for filmen.
SF/Fox.
