Skriv en kommentar
En træt indisk dreng sidder ved et produktionsbånd. Hvad han end er i gang med at masseproducere, så kan man sikkert købe det relativt billigt et sted på nettet. Men det er også irrelevant. For drengen, måske 12-13 år, har en arbejdsdag på 12 timer hver dag. 4 timer længere end den normale arbejdsdag herhjemme. Langsomt glider hans øjne i, men han kæmper med alt, hvad han har, for at holde dem åbne. For han ved, at hvis han giver efter for søvnen, kan han nemt blive erstattet. Men de hårdt pumpende rustne maskiner, er vel på dette tidspunkt som en symfonisk vuggevise for ham. Og alt imens kameraet zoomer ind på ham, kigger han nærmest undskyldende tilbage. Det skærer dybt ind i sjælden.
Menneskelige maskiner
Således udspiller sig der en scene i Rahul Jain's mulige Oscarkandidat, "Maskiner". Og den er med til at tegne et perfekt helhedsbillede af filmen: på denne fabrik i en fattig provins i Indien er det ikke kun de egentlige maskiner, der må arbejde på et elektrisk og umenneskeligt højtryk; det må arbejderne også for at beholde deres "arbejde". Ja, jeg har med vilje valgt at bruge anførselstegn omring ordet arbejde, for arbejde er måske lige i overkanten. Her vil jeg efter min bedste overbevisning beskrive det som bliver illustreret i "Maskiner", som decideret slavearbejde. På denne fabrik, og sandsynligvis også mange lignende, må man antage, er faste termer fra vores arbejdsmarked såsom lønforhandlinger, ordentlige arbejdsforhold og i særdeleshed retten til at melde sig ind i en fagforening, fuldstændig fraværende. Hvis man, som en arbejder forklarer, danner fagforening i denne del af verdenen, bliver de fyret og erstattet med andre arbejdere - og i værste tilfælde bliver lederen af fagforeningen dræbt.
Rystende autentisk
Vi har før set lignende dokumentarer, men "Maskiner" er aldeles fremragende i sin form og eksekvering. Her er der ingen artikuleret og snobbet engelsktalende voice-over, ingen patosbetonet underlægningsmusik, og brugen af interviews er passende minimal. De nysgerrige kamerabevægelser, der stille svajer fra side til side hen igennem fabrikken, er perfekt orkestreret i forhold til den metalliske og buldrende torden af produktionsmaskiner, der dominerer lydbilledet. Det er rystende autentisk, når vi ser, hvordan disse arme arbejdere med stenansigter, hælder farvekemikalier ned i en tønde, og det tydeligt fremgår, at deres lunger højst sandsynligt er ligeså farvede. I enkelte scener, er der da nogle der har masker for munden, men det er langt fra de fleste.
Både smerteligt nådesløst og poetisk
Man er aldrig i tvivl om, hvad Jain's intention er med dokumentaren. At belyse den ætsende fattigdom i denne del af Indien, i en så voldsom grad, at den kryber langsomt, smerteligt og nådesløst ind under huden på os. For virkeligheden er hård og brutal for disse arbejdere, og den er afspejlet nøgent og ærligt igennem et passivt kamera, der stille iagttager livet i og omkring denne fabrik. Selvom forholdende er forfærdelige, og lederne så åbenlyst udnytter arbejderne på det groveste, så danner der sig også et dystert, men æstetisk kunstbillede af indersiden af fabrikken. De mange smukke nuancer og farver, som kemikalierne giver tæpperne, står som en voldsom kontrast til arbejdernes håbløse hygiejneforhold, når de tager bad i noget meget beskidt vand. Det er poetisk smukt af Jain, at lade billederne tale for sig selv, og man bliver på én gang overvældet og forfærdet af det, som man er vidne til. Det er en meget speciel og anderledes oplevelse, som gør dybt indtryk, og derfor skal den også opleves med hele sanseapparatet på fuld tryk.
