Skriv en kommentar
På en lille ø i Karpaterne finder vi et mindre samfund, hvor regler og strukturer er i højsædet. Den allervigtigste regel er, at man ikke må færdes ude efter mørkets frembrud. Det har Yuri (Helena Zengel) lært siden barnsben. Ved aften og nattetid kommer Ochierne nemlig frem. Mest af alt, så ligner en Ochi en abeart, men de er betegnet som nogle aggressive skovvæsner, der vil menneskene det ondt. Sådan siger såvel sagn som myter, og de lokale i Karpaterne mener også at have beviser på, at det fortsat forholder sig sådan.
Yuris far (Willem Dafoe) kører en form for militant strategi mod Ochierne, da han har en gruppe unge og driftige knøse i lære som skytter, der skal tage livet af samfundets fjender. Yuri er en aften også med ude og jage Ochier, og hun får her også det første glimt at det væsen, hun har lært at frygte. Noget tid herefter stikker hun af hjemmefra, og finder en baby-Ochi, der er fanget i en fælde. Kan den nu også være så farlig, som det påståes? Ungen er skadet efter at have siddet i fælden, så Yuri tager den med sig hjem i al hemmelighed. Hun passer og plejer den, indtil det er på tide at genforene den med sin flok.
Det får sat en sand kædereaktion af hændelser i gang, hvor Yuris far er overbevist om, at Yuri er forsvundet mod sin vilje. Det blander også den forsvundne mor ind i billedet. Alt imens at Ochiens og Yuris bånd styrkes. Det bliver en besværlig og ikke problemfri omgang at sætte Ochien tilbage i dens naturlige habitat.
“The Legend Of Ochi” henvender sig til børn og barnlige sjæle. Den har et ungt udtryk tilsat børnestjernerne Helena Zengel (Systembryder; News Of The World) og Finn Wolfhard (Stranger Things) overfor etablerede stjerner som Willem Dafoe og Emily Watson. Jeg kan dog have min tvivl, om ungdommen vil kunne stilles ved filmen som helhed. “The Legend Of Ochi” er flere steder en noget rodet omgang, og ikke alle plottråde følges til dørs. Den har åbenlyse problemer med at finde ud af, om den vil være underholdende, spændende, strømlinet eller mere poetisk. Når tingene ikke fungerer i filmen, så cuttes der bare videre til et andet afsæt, hvilket gør handlingen svær at holde af, selvom den egentlig er ganske lige til.
Isaiah Saxon vil for meget i forhold til, hvad der kan mases ned på halvanden time. Idéerne er simpelthen for mange, og de bliver aldrig spundet sammen til det værk, som nok var hensigten fra start. Det er påtaget fordummende den måde, hvorpå Yuri pludselig kan tale med Ochi-babyen på. Det fungerer hverken helt eller halvt, da Ochien bider Yuri i armen, hvorefter Yuri bliver delvis blå. Mødet med moren er også sært uforløst, og slutningen ligner noget, der skal overstås i en fart. “The Legend Of Ochi” kæmper desuden med sin CGI, hvor der er en del at lære for Saxons team endnu. Filmen var alt andet end det, jeg havde forestillet mig på forhånd. Desværre var det ikke et godt bytte.
