Skriv en kommentar
Thomas er en 12-årig dreng, der ser voldsomt op til sine ældre søskende. I deres øjne er han dog den irriterende lillebror, der er i vejen. Den drillesyge og barnlige mindreårige, der ikke er i nærheden af at være cool. Mikkel og Tilde, som de hedder, planlægger at hænge ud på en efterladt fabrik sammen med Mikkels ven, Jan, som Tilde er forelsket i. Thomas vil naturligvis med, men får et tydeligt nej. Han har dog ikke tænkt sig at give op, så på sin cykel forfølger han trekløveret. Han når frem til deres store fortrydelse, men Jan lokker Thomas til at udføre en “prøve” for at kunne blive optaget i klubben. Alternativt er Thomas udelukket fra at følge med flokken i den efterladte fabrik. Thomas’ beslutsomhed overvinder faren i den prøve, Jan stiller ham for. Det går galt og Thomas falder ned og beskadiger ryggen, så han ikke længere har førlighed med sine ben.
I forbindelse med Thomas’ styrt og besvimelse opdager han et sært lyserødt væsen. Hvor det kommer fra og hvad, det i første omgang vil, står for Thomas
ganske uklart. Men spændende og fascinerende er det. Da Thomas kommer hjem fra hospitalet efter sin ulykke, får han igen kontakt til det mystiske væsen. Sagen er bare, at ingen fra familien tror på ham. Ud over sit handicap må Thomas nu også kæmpe mod en misforståethed fra særligt sine søskende. For Thomas er det lille væsen til gengæld alt det, som hans familie ikke er. Fnug bliver Thomas’ makker i hverdagen og via magi ender Thomas i en anden verden, hvor hans ben og hans livsmod finder fornyet styrke.
Jeg er vild med filmens første halvdel. Der bliver der sat noget på spil, og det er virkelig en anderledes rammefortælling, at vi står med et voldsomt tilskadekommet barn som vores hovedkarakter. Det bryder dejligt med den normale algoritme for en tegnefilmsopskrift. Da Thomas og Fnug træder ind i magiens verden, så taber “Fnug” sin kraft. Det, der skulle have været en mættet handlingsbuffet, bliver i stedet en pussenusset skabelon. Sære væsner fra Fnugs verden dukker op hist og pist, og de kan ikke rigtig noget andet end at ligne blandt andet en forvokset appelsin. Det bliver en gang spirituelt vås om skygger og tanker. Det virker misforstået prætentiøst og lidt som om, at man have en original idé og så ellers bare gik i gang uden lige at vide, hvordan man skulle binde enderne sammen.
Jeg bifalder samarbejdet mellem den danske instruktør Jens Møller og det finske produktionsteam. Det er med sikkerhed sidstnævntes skyld, at der er blevet plads til den finske Eurovision-banger “Cha Cha Cha” flere gange undervejs. Det er dejligt, at Skandinavien også byder sig til, så ikke alt bliver Disney og Dreamworks. “Fnug” er et ihærdigt bud, men når året er omme, så har dit øverste tegnefilmsbibliotek glemt alt om det lyserøde væsen. Filmen burde vel egentlig nærmere have heddet “Thomas”, for så meget fylder Fnug-figuren slet ikke. Med hver sin halvdel af kvalitet og forglemmelighed, så lander vi altså også som en vurderingsmæssig blød maveplasker.
