Skriv en kommentar
Det er ikke ret tit, at en mexicansk film får lov til at slippe igennem til det europæiske marked. Arrrhhh, ja, nu er den så også delvist amerikansk produceret og distribueret, men der er ikke meget amerikansk over navnet Alonso Ruizpalacios. Kigger jeg hans filmografi igennem, så kan jeg ikke fange noget med øjnene, som jeg kan påstå at have set. Hans seneste film “La Cocina” blev derfor min debut. En film, der netop har fået dansk streamingpremiere.
Filmen havde sin premiere sidste år ved Berlinalen og er baseret på Arnold Weskers roman “The Kitchen”. Den fortæller om det hårde og stressende miljø i en undergrundsrestaurant å Times Square i New York. Her er travlt som bare pokker, og alle folk presses til at gøre deres ypperste for at gøre restauranten så indbringende og anerkendt som overhovedet muligt. Vi følger alle sociale klasser, der arbejder der. Der er et klart skel og hierarki. Uanset status så kæmper alle for at opnå The American Dream. Et stort ønske, som kan være pokkers svær at indfange og putte i egen lomme.
På restauranten vrimler det med forskellige nationaliteter, og vi følger flokken, for hvem ingen kan undværes, i deres glæder og sorger samt når succesen indtræffer og håb knuses. “La Cocina” er skabt i en sort/hvid ramme, der passer utrolig godt til atmosfære, tematik og tankespind. Her skal pudses, vaskes, kokkereres, serveres, dækkes bord og ryddes op, men der skal også elskes, skændes, dirigeres, drilles, ledes og assisteres. Det er ikke en branche for hvem som helst.
Karaktergalleriet er af den type, hvor skæbner og personligheder flettes sammen. Vi har restaurantlederen Rashid, der lover at skaffe opholdstilladelse til de illegale ansatte. En sådan er den nyankomne Estele, der kender en af kokkene ved navn Pedro. Selvsamme Pedro dater Julia (spillet af den eneste almenkendte skuespiller i form af Rooney Mara), der er en af de “hvide” servitricer. Dette mixup af et forhold mellem en “hispanic” og “gringo” er et konstant samtaleemne på restauranten. Lettere bliver det ikke, da Julia bliver gravid med Pedros barn. Flere krydsninger og indviklede tråde bliver gældende i det voksende personkabinet, der selvsagt er på en restaurant af denne størrelse.
Hovedpersoner og biroller, helte og skurke, antagonister og protagonister. Vi har rent faktisk ikke for alvor nogen, der opfylder disse konventionelle filmkrav, og det er netop her, at “La Cocina” udmærker sig. Den er ikke som noget andet. Den er mere et billede på mennesker, der er vidt forskellige, har vidt forskellig baggrund og hvis fremtid tegner vidt forskellig. Her er hverken klimaks eller antiklimaks og lad os bare kalde spændingskurven moderat. Alonso Ruizpalacios’ eksperiment taler til din indre madanmelder. Jeg tør ikke svare for andre seere, hvorvidt de vender tilbage til “La Cocina”. Det er filmen simpelthen for individuel til at vurdere over en bred kam. Jeg sikrer den plotløse, men debatskabende 2 timer og 20 minutter lange sort/hvide film en middelkarakter.
