Det startede som en rendyrket Star Wars-messe i en badmintonhal i Randers. Et hyggeligt éndags-arrangement, som blev så velbesøgt, at det heldigvis den dag i dag er en årlig tilbagevendende begivenhed. Der er dog sket noget med såvel rammer som omfang. Navnet lyder nu SciFiCon, lokationen er Arena Randers og varigheden er nu to dage. Mindre kan simpelthen ikke gøre det. For 11. gang er scifi-nørder og ligesindede inviteret til denne store konvention, hvor Star Wars fortsat fylder en hel del, men hvor alskens andet i samme genre også har sin gang.
Hovedattraktionen var uden tvivl de udenlandske gæster, der som skuespillere har medvirket i både de gamle film eller noget af det nytilkomne, som stadig begejstrer fans verden over. Her var også danske foredragsholdere, events, opvisninger, shows, mulighed for at spille fantasy-brætspil, spille retro-computerspil fra forskellige hedengangne konsoller eller handle figurer, trøjer, bøger og alt andet tænkeligt merchandise. I år gik autografer og selfies med skuespillerne som varmt brød, ligesom du kunne prøve at sætte dig ind i en veludstyret Delorean a la Back To The Future, se nærmere på Ghostbusters-bilen eller nyde detaljerne på en vellignende model af Månebase Alpha. Kræmmere solgte gamle klenodier fra actionfilm og gysere over til badges, kopper og slikskåle fra Teenage Mutant Ninja Turtles, Harry Potter, Superman, Action Force, ALF, Super Mario, E.T. og meget andet, som mange nok husker fra datidens guldalder. Skulle sulten melde sig, så var der flere salgssteder i arenaen med menukort, hvis indhold var udskiftet med navne fra en galakse langt, langt væk. En fransk hotdog hed eksempelvis en Storm Trooper.
I arenaens højttalere lød velkendte hymner fra filmsoundtracks til superhelte, fantasy og science fiction. Limahls Neverending Story og Ray Parker Jr.’s Ghostbusters flettedes ind mellem de storladne temaer fra Jurassic Park og Knight Rider. Sideløbende med alle de mange events kørte der også en cosplay-konkurrencer. I år var der særdeles mange udklædte, hvilket tydeligt fremgik af de to daglige parader, der fyldte hal 1 og hal 2. Her var wookier, storm troopers, siths, jedis, jawas, ewoks og naturligvis også Darth Vader. R2D2 kørte også rundt i mængden. Nogle har også iklædt sig særdeles vellignende kostumer fra Halo, Men in Black, Saw, Art The Clown fra Terrifier og Indiana Jones. Faktisk kunne du også risikere at støde ind i Michael Myers fra Halloween. Det var ikke kun udklædte, der var mange af. Der var i det hele taget et stort fremmøde i Arena Randers. Det var ikke alle steder på messen, at du selv kunne bestemme retning i din gang. Du var nødt til at holde til venstre og højre alt afhængig af tætheden. Denne 11. SciFiCon satte dog også tilskuerrekord, så mavefornemmelsen var korrekt. Skønt faktum for eventets skaber Benny Ray, som på andendagen faktisk rundede de 50 år. Det blev i øvrigt Et udtryk for, at SciFiCon Randers er blevet et stadfæstet arrangement i manges bevidsthed. Randers - er det ikke dem med Regnskov? Jo, men det er også dem med en gigantisk messe for filmelskere, boggnaskere og memorabiliasamlere!
Flere af de udklædte holder med sikkerhed fri i disse dage fra skole og institutioner. Hvor var det hjertevarmt at se de små poder rende rundt i Darth Vader-maske, Captain America-suit eller noget helt tredje hjemmelavet. Ingen tvivl om, at særligt Star Wars bliver ved med at generere nye fans, da George Lucas’ franchise er så stærkt og definerende værk, der helt af sig selv går i arv til nye generationer. Der var nu heller ingen undskyldning for ikke at slæbe ungdommen med. Her var ansigtsmaling, legobyggeri, tegnekonkurrencer og naturligvis en Jedi-skole, hvor du kunne lære al visdom og lyssværdkunst. For det mere specifikke publikum var der i hal 3 arrangeret turneringer i fantasybrætspil som Armada, Moonstone og Marvel Crisis Protocol. Denne signatur var lige forbi, men måtte hurtigt melde hus forbi i forhold til regler, strategi og avancerede terninger. Engagementet var dog ikke til at tage fejl af hos de involverede parter.
I de to konferencerum på 1. sal var der dagene igennem ganske spændende foredrag. What2Watch’s Maria Månson var forbi og tale om AI og robotter i filmens verden samt et lille bud på, hvad fremtiden bringer. Forfatter til den nye bog om actionheltenes guldalder (Fra Det Første Blod Til Den Sidste Actionhelt), Jacob Krogsøe, var forbi for at fortælle om definerende værker og de ikoniske skuespillere som Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Bruce Willis og Jean-Claude Van Damme for blot at nævne nogle få. Disse og mange flere findes i den føromtalte bog. Peder Pedersen, Jan Iversen og Kenneth Bager (i 90’erne kendt som Dr. Baker) er de tre bærende kræfter i tilblivelsen af thriller-gyseren Englebørn, som denne skribent havde på listen over de 5 største anbefalinger i marts måned (artiklen kan findes andetsteds her på sitet). Her fik vi en gennemgang af processen med at omsætte en idé til en færdig spillefilm. I en time plus det løse kom vi grundigt bag kameraet med indsigt i alt fra effekter, lange optagedage og løsninger på diverse udfordringer til musikkens bidrag til stemningen, filmholdets cameos og det grafiske element på filmplakaten. Jeg kan i øvrigt kun anbefale, at man køber eller lejer Englebørn, når den bliver tilgængelig på streaming og bluray/dvd inden sommer.
Størst tilslutning havde foredragene med de udenlandske skuespillere. Lørdag var Spencer Wilding på scenen, som blandt andet fortalte om sin casting til en høj fyr med en vis autoritet. Tingene var dengang så hemmeligholdte, at Wilding ikke vidste, at det var ikoniske Darth Vader, der var på spil. En rolle som han jo siden fik. Wilding fortalte også om sine mange andre roller gennem karrieren, der tæller titler, der nok kunne få mundvandet til at løbe hos filmelskere. Game of Thrones, Frankenstein, Men In Black: International, The Fast and the Furious, Ghost Rider 2, Dungeons & Dragons, Harry Potter 3, Batman Begins og The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy for blot at nævne nogle af de film, han refererede til. Bai Ling var også på programmet lørdag. Hun fortalte om en karriere, hvor det var svært at være kinesisk skuespiller i Hollywood. Den sproglige udfordring ikke mindst, men også en kulturel forståelsesramme, som ikke kom af sig selv. Hun fik sit gennembrud i The Crow med den kuriositet, at Bai Ling faktisk ikke kendte Brandon Lees far, da Brandon og hende mødtes under optagelserne. Ling fortalte også om de fraklippede optagelser fra Star Wars: Revenge of the Sith, samt om bandlysningen af Red Corner i Kina, som Ling optog sammen med Richard Gere.
Søndag var både Sean Crawford og Richard Oldfield på scenen sammen. Begge medvirkede i den oprindelige trilogi, så deres særlige bevågenhed på denne scene var ikke til at tage fejl af. Oldfield fortalte om sit engagement i denne verdensomspændende franchise, som bragte en masse minder frem, men han berettede også om sine medvirkende i kultfilm som eksempelvis Lightforce og mindre heldige produktioner som Yanks Go Home, der var en britisk sitcom i 70’erne. Han fortalte også om springet fra teaterskuespiller til at stå foran et kamera. Hans makker på scenen, Sean Crawford, kunne fortælle om det ulidelige i at have Yakface-masken på i Return of the Jedi. Den ulidelige, tætsiddende og ganske varme dragt, der blev en del af selveste Jabba the Hutts slæng, blev Crawfords identitet i mange fans’ øjne. Crawford kunne desuden berette om at have været med på tour, når store bands som Duran Duran og Gary Numan rejste verden rundt.
Dermed punktum for 11. udgave af SciFiCon, der allerede nu kan annoncere sin tilbagevenden 4. og 5. april næste år.