Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Danny DeVito har tydeligvis villet give den pæne børnefilm et ordentlig spark bagi, ved at fremstille de voksnes tåbeligheder ikke mindst overfor børn så grotesk som muligt. Et langt stykke af vejen lykkes det ham. Desværre drukner hans fine hovedperson, den hjertensgode og superintelligente Matilda, i løjerne. Og så er det faktisk ikke skægt længere.
Historien er for så vidt rigtig god. Matilda (Mara Wilson) fødes ind i en familie der overhovedet ikke vil have med hende at gøre. Faderen, Harry Wormwood, spillet af en veloplagt Danny DeVito, er ved at kaste op over den nyfødte, og det samme er moderen Zinnia Wormwood (Rhea Perlmann) og storebroderen Michael 'Mikey' Wormwood (Brian Levinson). Deres tid bruges på fupsalg af brugte biler, banko og TV-kiggeri. Matilda reduceres til den der tager imod postens levering af faderens hælervarer. Hun er blot nogen, og det i en grad så ”man” glemmer, at hun bliver større og skal i skole. Da Matilda så endelig kommer i skole, er det en skole der ikke lader alskens sorte skoler noget efter, Crunchern Hall er navnet. Skolen ledes af den frygtindgydende Agatha Trunchbull (Pam Ferris), en tidligere olympisk mester i spydkast, hammerkast og kuglestød – evner hun bruger i sin afstraffelse af børnene. Men der er håb for Matilda, da skolens eneste lærer, Miss Jennifer 'Jenny' Honey (Embeth Davidtz), forbarmer sig over hende, ikke mindst fordi Matilda er udstyrret med overordentlige evner; dels kaster hun sig helt uden læring over bibliotekets børne- og voksenbøger og dels udvikler hendes vrede over de voksnes idioti sig til at kunne flytte ting og sager rundt i rummet med tankens kraft.
Historien gør sig hurtigt færdig med bøgerne og udnytter i stedet Matildas magiske tankekraft i scene efter scene til et gevaldigt hævntogt mod den sadistiske skoleleder. Det er i længden noget trættende. Matilda reduceres til hævner med et mildt ansigt og et godt hjerte. Et godt oplæg til at fortælle om fantasien som redskab for at skabe noget andet og bedre tabes dermed på gulvet. DeVito har mao. skabt en børnefilm der lader sin hovedperson og ikke mindst sit publikum i stikken. Matilda træder aldrig frem som egentlig karakter, men blot som omdrejningspunkt for de groteske voksne og en pæn samling af specialeffekter. Ja, man lærer faktisk de voksne bipersoner bedre at kende end hovedpersonen, og det er helt klart en dramaturgisk fejl der måske kan skabe kultfilm, men næppe gør denne film mindeværdig. Sammenlign blot med Alene Hjemme-filmene, der lod et sagesløst barn forsvare hus og hjem med alskens Storm P-opfindelser der alle udsprang fra den barnlige fantasis overdrev, og derved også skabte et portræt af hovedpersonen, hvor fladt det end ofte er i actiongenren.
Danny DeVitos børnefilm er bedst, når den er mest grotesk. Men det groteske, de voksne og Matildas hævn, står i en så skærende modsætning til sin alt for pæne og alt for intelligente hovedperson, at filmen falder fra hinanden. Dertil kommer at timingen i visse centrale scener glipper; der bruges simpelthen alt for meget krudt på at forklare sammenhænge der er uden egentlig betydning for historien – ikke mindst hvordan den søde lærerinde er i familie med forstanderinden. Pludselig svinger historien over til at handle om lærerinden i stedetfor om Matilda – Matilda bliver lærerindens hjælper i stedet for omvendt. Et så simpelt men altoverskyggende spørgsmål som, hvad Matilda ønsker sig i og af denne groteske verden besvares først på skrømt i sidste scene, da hun trækker adoptionspapirerne frem – og så er der endda en fortællerstemme på der ikke løfter sløret i 90 minutter. Om forfatteren Roald Dahl gør samme fejl i den bog der er filmens forlæg, ved jeg ikke, men har svært ved at tro det. I øvrigt genkender børnetilskuerne straks fortællerstemmen som faderens (DeVitos) – prøv lige at forklare dem, hvordan det hænger sammen!
Matilda er tydeligvis en kostbar produktion, hvor ikke mindst teknikken er sat i højsædet. Men midt i den glatte produktion venter man forgæves på barnet.
Der er en hel del ekstramateriale på DVD-en. Fremhæves skal en featurette der enkelt og charmerende forklarer, hvordan alle specialeffekterne blev til. Også hovedrolleindehaveren Mara Wilsons lille dokumentar, hvor hun udstyret med videokamera præsenterer menneskene bag kameraet er charmerende. En meget velmenende featurette med opfordring til at gå på opdagelse i bibliotekets spændende bøger finder man også på DVD-en. Men en utilgivelig fejl er det, at intet af ekstramaterialet er tekstet, så kun de færreste danske børn har en chance for at følge med. Det gælder også ekstramaterialets stave- og regne-spil m.m. der i al deres primitivitet – vælg det rigtige svar og tryk ENTER – ydermere næppe rammer sin målgruppe, børnene der efterhånden er bedre vant.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
