Skriv en kommentar
Normalt er animationsfilm forbundet med spas og løjer, hæsblæsende hændelser og ophævelse af tyngdekraften i flere sekunder. De er også ofte fyldt med overkarikerede figurer, der ligner noget, der er løgn eller kan tillade sig sprogbrug, der ville få selv Preben Møller Hansen (tidligere folketingspolitiker) til at sige fra. Denne gang skal vi ned i tempo, ja, ned i snegletempo faktisk. I stedet for lårklaskende grinagtigheder, så kommer det nærmere til at handle om livets skyggesider og tendens til tristesse.
Alt sammen orkestreret af vores hovedperson Gracie Pudel, der i filmens åbning oplever et nært dødsfald. Et dødsfald, der opruller hendes erindringer, hvor modgang er det gennemgående tema. Gracie og hendes tvillingebror Gilbert må nemlig grueligt meget igennem i deres opvækst, hvilket også til sidst betyder, at de skilles og ender hos hver sin plejefamilie. Her går tingene bestemt ikke bedre, og den samlede pakke af mobning, svigt, dødsfald, savn og ensomhed drager Gracie i en retning, hvor det nærmest kun er snegle, der er hendes venner. Ja, Gracie er måske efterhånden selv blevet lidt af en sær snegl.
Du skal være forberedt på en skæbnehistorie, der er lidt ud over det sædvanlige og der løber som sagt en del vand ud af øjnene på modellervoksfigurerne, som du møder i “Memoir Of A Snail”. Filmen var Oscar-nomineret sidste år, og er af samme skaber som den bredt anerkendte “Mary And Max” fra 2009, nemlig Adam Elliott. Hvis du har set sidstnævnte, så ved du også, at “Memoir Of A Snail” ikke som sådan er henvendt til børn. Den er både poetisk og hjerteskærende og med et skønt udbud af stemmelæggere som Sarah Snook, Eric Bana, Jackie Weaver og det australske musikikon Nick Cave.
Den kejtede Gracie med hareskår og sneglehat, hvis skæbne ikke rigtig smiler til hende, er klar til at træde ind i jeres hjerter. Ikke mindst når lyset ganske sjældne gange rammer hendes vej. Adam Elliot har skabt endnu et beundringsværdigt stykke kunst, som vi tilmed ynder at kalde en rigtig, rigtig god film.
