Skriv en kommentar
En af de sidste par års mest sungne højskolesange er igangsætteren på den nye danske film – som indledes med ordene: Vi mødes i sne/forblændet af ungdom og uden at se/et virvar af jubel og nysgerrighed/vi mødes i sproget, et hemmeligt sted/og der går vi hen/igen og igen. Og derefter er vi hurtigt tilbage i København med rockmusikkens levende toner – for at vise forskellen på steder, hvor folk bliver mødt med det ukendte – når Marie (spillet så forvirrende som hun skal af Sofie Torp) skal følge sin mands vej til jobbet som højskolelærer i Velling. Laaaaaaaaaannngt ude på landet. Hvordan er det de lever folk i overalls og hvad er det for et sprog – de siger jo ikke noget personligt? – og Marie opdager hurtigt byskiltet: VI VIL I VELLING – men ikke noget om, hvad er det de vil. Det skal hun lære, medens hendes mand, Rasmus, (spillet nærværende af Thomas Hwam) hurtigt falder til i sit nye højskolemiljø med en engageret ungdom. Han er inden for i højskolen – byen. Hun er uden for – og er ved at skrige op, da økolæreren (Maria Rossing) ved middagsmaden råber op om, at hendes søn ikke må spise en gulerod - den kan sætte sig i halsen
Men forstanderinden på højskolen vil integrere Marie, og hurtigt sætter hun hende i gang med at redigere en brevkasse. Her virker filmen meget overbevisende, da Hella Joof på en smuk filmisk måde viser den person, der skriver store personlige hverdagsattituder til en anonym menneskekender – der kender andre bedre end sig selv – og Stine Pilgaard har i bogen et flot citat, som beskriver hendes sprogsans: Når jeg snakker med folk, minder jeg om en, der går i krig. Jeg bliver ivrig, står alene i en suppe af lyde, lægger mig som en steg i skiver på et fad foran dem, en optøet isdessert med fjollede paraplyer i - så er stilen sat med en Tove Ditlevsen. Og det er yderst morsomt, når en af hendes mange kørelærere siger til hende: ”Du kører ikke godt. Du kører anderledes.” De mange køretimer er for mig lidt for langstrakte i hendes uduelighed som nye bilist – og det burde ikke være nødvendigt med de mange vindblæste og vestvendte træer.
Og der er et fund i filmen, at Hella Joof har ladet Anders Agger spille sig selv – som den lyttende, forstående person, han er og derved gøre filmen mere virkelig – og at Marie ser ham som en gud – ses i den smukke og morsomme scene i supermarkedet, da vi ser hvad hun har lagt i sin egen indkøbsvogn.
Filmen er holdt i et roligt tempo, hvor det er sprogets forskelligheder, der binder os sammen og jeg synes ikke det er nødvendigt at tekste også rigsdanske fortolkninger – det er måske for ikke at gøre forskel?
Det er en meget charmerende varm film, hvor vi også får at vide, at Maj-Britt kan staves 27 forskellige måder – det tror jeg ikke de vidste i Ringkøbing – så en tankevækkende film, der binder os sammen, så selv Inger Støjberg burde kunne få mere meterviden i sekundet.
