Skriv en kommentar
I Min Søsters Børn i Afrika vinder børnene denne gang, på den mest usandsynlige måde, en tur til Afrika. Men mor og far kan desværre ikke tage med og de får lokket Onkel med i stedet. I Afrika skal børnene hjælpe sårede og syge dyr, og de får lov til at klappe søde små leoparder, løver og aber. Alt er godt indtil de tilfældigvis løber ind i Fru Flinth (Mille Dinesen).
De tager alle sammen af sted på en telttur ud til den afrikanske savanne, hvor Fru Flinth er så uheldig at blive fanget af et par onde dyresmugler, som stjæler dyr i området for at sælge dem videre eller tage deres horn og stødtænder. Børnene og Onkel skal selvfølgelig redde Fru Flinth og dyrene. Og så starter jagten.
Børnepræstationerne er utroværdige og helt utålelige. Man kan se direkte igennem deres falske tårer og små fjantede grin. Mille Dinesen og Peter Mygind klarer sig nu heller ikke fremragende: de overspiller alt for meget. Men der er heller ingen hjælp at hente i manuskriptet, som er fyldt med tomme ord og små jokes.
De små børn vil dog nok få et godt grin ud af filmen, mens deres forældre vil pines igennem halvanden times tomhed. Det eneste gode ved denne film er den smukke natur og de vilde dyr, som den så er proppet med.
Fra vi lander i Afrika lægger filmen op til en kamp mellem de gode og de onde, mellem børnene og de onde krybskytter. Da kampen så endeligt spidser til, er den ovre ligeså hurtigt og det store slag, eller rettere sagt det lille slag, føles fladt og tomt som resten af filmen.
Instruktøren er Martin Miehe-Renard, som også har lavet Min søsters børn vælter Nordjylland (2010) og Min søsters børn alene hjemme (2012). Miehe-Renard forsøger at stable en familiefilm på benene, men det lykkes aldrig. Dette er den sjette men desværre nok næppe den sidste af slagsen. Nu kan der snart heller ikke være flere historier, som man kan udsætte min søsters børn eller publikummet for.
