Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nights In Rodanthe har ikke en brik med nætter at gøre og ej heller omhandlende Rodanthe som sådan. Til gengæld har den en helt masse med uforløst kærlighed at gøre. En kærlighed som undertrykkes og som til sidst skal spire i fuldt flor. Ikke overraskende har man hevet Richard Gere (Pretty Woman, En Sand Løgn, I’m Not There) ind fra højre, støvet ham lidt af (udtaget hans grånede lokker, som nok er kommet for at blive) og tildelt ham rollen som første-elsker, som så mange gange før. Han spiller Dr. Paul Flanner som er plaget af anklager om en procedurefejl i forbindelse med operationen af Jill Torrelson, der døde deraf. Paul vender tilbage til den lille flække, hvor hendes efterladte lever. Han indlogerer sig på byens strandhotel, som vikariende bestyres af Adrienne Willis, spillet af Diana Lane (Untraceable, Jumper, Killshot og Geres makker i Unfaithful). Hun er separeret fra manden Jack, som forlod hende for en anden kvinde. Jack forsøger dog at vinde hende tilbage, efter at hans sidespring ikke endte som et stabilt forhold. Hun er standhaftig, selvom hun er presset af specielt hendes datter, som mener Adrienne er selvisk, når hun ikke vil give Jack en ny chance. På mange fronter er både Adrienne og Pauls liv i oprør og ubalance, og netop hjertero og forståelse finder de to i hinanden på det lille hotel ved stranden.
Suk, hvor romantisk… Ja, hvis det da ikke lige havde været for alle de floskler man skal æde sig igennem undervejs. Den klassiske modstand i starten, eftergivenheden undervejs via lidt for mange glas vin, den truende storm uden for som tvinger parret i hinandens arme, og forsøget på at skabe en memorabel scene a la Swayze/Moore og en ler-drejebænk i Ghost. Her dog performet som en scene hvor Paul og Adrienne smider konservesdåser med råddent mad i skraldespanden som en slags basketball-kamp. Ja, pinligt er det – og den almindelige huskeregel angående drama’er som skal sætte sig, er vel også at man gerne skal op på omkring de 2 timer, før at man kan sige at der er noget at skrive hjem om. Nights In Rodanthe er holdt på de 80’er-agtige 90 minutter. Og ja, så mangler man blot lige separationen i de sidste 20 minutter, inden parret skal falde hinanden om halsen inden rulleteksterne. Sådan går det dog ikke, for der sker nemlig hjerteskærende ting som ændrer logikken. Uden at afsløre hvad det stunt går ud på, så havde det nu nok virket mere kraftfuldt, hvis historien bare var en smule interessant end blot at være gammel vin på nye flasker (apropos klichéer)…
Det er da også ganske urimeligt at gode gamle Scott Glenn (Vertical Limit, Jagten På Røde October, W., The Bourne Ultimatum) kan komme valsende ind og stjæle opmærksomheden uden den store spilletid og armbevægelser. Han er den bi-figur som tegner billedet af Paul Flanner, i rollen som enkemanden til Jill Torrelson. Men det er nok meget sigende om hvor lidt hold der er i substansen, og jeg kan vitterligt kun håbe på at romanen bag er bare en sjat bedre, selvom mit bud er at den nok lige så godt kunne være hentet fra de der ækle lægeroman-blade. Jamen hallo, handler det her ikke blot om at du ikke er målgruppen og ikke nødvendigvis er håbløs romantiker eller hunkøn? Nej, det mener jeg ikke (kun)… Figurerne virker stereotype og låste, uvirkelige og uinteressante. Deres udviklingshistorie er let udregnelig og en vi har set en milliard gange før. Har du favoritfilm i genren om to mennesker der mødes og sød musik opstår, ja så se hellere dem engang mere, end at lade dig ”rive med” af at uvejr som giver vådt tøj på aldrende turtelduer…
Ekstra materialet er reduceret til en stribe slettede scener, som endda om muligt er dobbelt så kliché-fyldte som selve filmen i helhed.
Filmen får dog en ekstra stjerne for alligevel at udfordre sin seer en smule i de sidste 10 minutter. Selvom man burde havde slukket for skidtet på det tidspunkt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
