Skriv en kommentar
Guido Contini (Day-Lewis) er 10 dage fra at starte optagelserne på sin næste film ”Italia” og han mangler stadig at finde på en idé og et manuskript. Guido begynder at reflektere over kvinderne i hans barndom, mens kvinderne i hans liv begynder at gøre oprør mod ham i nutiden. Da hans kone Luisa (Marion Cotillard) kommer uanmeldt på besøg får han problemer med hende, da hun ser hans elskerinde Carla (Penolope Cruz). Samtidigt vil filmens stjerne Claudia (Nicole Kidman) heller ikke længere være en del af Guidos liv. Har Guido nok tid til at løse alle ender?
”Nine” er baseret på den 5 dobbelte Tony-award vindende musical ”Nine” fra 1982, som igen er baseret på den italienske instruktør Federico Fellinis mesterværk; den oscarvindende ”Otto e Mezzo” (8½) fra 1963. Så en cirkel er sluttet; fra film til musical til film igen og transformationen har ikke gavnet filmen Nine synderligt meget. Umiddelbart er projektet om at lave 8½ om til en musical ikke en så underlig idé, idet Nino Rotas musik i den oprindelige film gav filmen en rørende musikalsk tone og Gianna Di Venanzos veldisponeret smukke kameraarbejde gav filmen en drømmende og uvirkelig følelse, som er passende til en musical.
Instruktøren Rob Marshall må om nogen også være den rette mand til at slutte denne cirkel og bringe 8½ tilbage på lærredet. Rob Marshall beviste i 2002 med den 6 dobbelte oscarvindende musical Chicago at han mestre denne genre og det er vel naturligt, at han vender tilbage til den efter den lidt mere oversete Memoirs of Geisha fra 2005. Rob Marchall viser da også, at han igen forstår at iscenesætte en musical med flotte koreograferet scener og finder sang frem i alle i det stjernespækkende cast. Jo, Daniel Day-Lewis kan også synge.
Det vovede ved at tage 8½ og lave den til en musical er, at det var en af Fellinis mest personlige film. Fellini var selv i en kreativ krise som instruktør og mange af hovedkarakteren Guidos minder byggede på Fellinis egne. Ved at lave en genindspilning af denne historie, vil den automatisk miste noget af det selvportrætterende og personlige præg, som prægede den originale film. Desuden er 8½ egentlig en meget rodet film, hvor man kan være i tvivl om hvad som er virkeligt, hvad er fantasi og hvad er nutid og fortid. Den rodede stil passer fint til rådvildheden som Fellini prøvede at skildre.
Nine formår at bibeholde den rodede fortællerstil, men det er sandsynligvis ikke hensigten. Hensigten måtte være at finde historien om Guidos kreative og personlige krise. Hans mangel på nye idéer og hans harem af kvinder som langsomt mister tålmodigheden med ham. Men der er tilsyneladende meget langt fra 8½ til 9 i filmens verden. Nok er Nine en flot film, men den rammer langt fra 8½’s charmerende og drømmende stil og mangler tempoet og originaliteten som Fellini mestrede. Den første time kan man have svært at genkende 8½ i filmens handling og mangler betydeligt noget power og struktur. Hvad handler det her egentlig om, sidder man og tænker.
Trods det stjernespækkede cast formår filmen altså ikke at efterleve et højt niveau. Selvom man sjældent kan tage noget fra Daniel Day-Lewis skuespil, kommer man ikke under huden på karakteren Guido og man bliver hensat til at kigge på person, som man hverken kan forstå eller føler med. Der er desværre lagt til 8½’s Guido; Marcello Mastroianni charmerende og akavede skuespil.
Der er dog scener som er værd at fremhæve. Kate Hudsons Cinema Italiano som er fra den oprindelige musical Nine og Stacy Fergusons Be Italian giver filmen noget power og værdi. Mest bemærkelsesværdige scene er Penolope Cruz’s sensuelle solo dans, som er på grænsen til forbudt for børn. Den scene redder nok mange mænds aften i biffen…
Filmen når ikke Chicagos højder og beviser at der skal mere til i en musical, end et par gode sceneshows her og der. Der skal simpelthen være en mening med det hele og når Guido ikke finde ud af det, burde instruktøren i det mindste have.
