Skriv en kommentar
Det er med blandede følelser man forlader biografsædet efter ”Nobody Knows”. Filmen fortæller en af de mest tragiske historier man kan forestille sig, men den gør det med et optimistisk glimt i øjet.
Vi introduceres for en enlig moder og hendes søn, Akira, da de flytter ind i et lejlighedskompleks i storbyens Japan. Udlejerne forsikres om 12-årige Akiras stille adfærd og rolige gemyt, hvorefter mor og søn går tilbage til deres nye lejlighed og åbner to kufferter indeholdende yderligere to børn. Om aftenen henter Akira sin søster på togstationen og så er de fire børn, med Akira som den ældste, samlet. På grund af japanske fordomme overfor enlige mødre og larmende småbørn, får de tre yngste børn besked på at holde sig inden døre og ikke larme for meget – kun Akira kan blive set af udlejerne.
På trods af den hårde levemåde og de – set med vestlige øjne – uforståelige vilkår, virker Keiko som en god og omsorgsfuld moder. Hun arbejder sent, men hun elsker sine børn og de har det tilsyneladende godt med hende. Så lader instruktør Hirokazu Koreeda imidlertid facaden krakelere. Hverken Akira eller nogen af de andre børn går i skole, vi lærer at moderen måske ikke arbejder så meget som hun bare morer sig i byen, og langsomt men sikkert bliver hendes udflugter og ”arbejdsrejser” længere og længere, indtil hun virkelig er forsvundet.
Som publikum oplever man dette med den usædvanligt modne, men dog kun 12-årige, Akiras synsvinkel, og det er her Koreedas virkelige mesterstykke ligger. Uanset hvor uansvarlig og egoistisk moderens karakter bliver, så bibeholder man barnets sans for sympati og tillid til hende. Det er først da Akira, efter over et halvt års fravær, fortæller sin søster at mor ikke kommer hjem, at det også går op for os som publikum.
I takt med moderens forsvinden træder unge Akira i karakter. Han overtager forsørgerrollen og bliver ualmindeligt økonomisk og ansvarsbevidst, men med to helt små søstre og hans egen uigenkaldeligt barnlige natur er de alle fire dømt på forhånd.
Koreede har strikket en ualmindeligt barsk film sammen, men han fortæller den med barnlig charme, på en måde der er svær at kapere men også svær at lægge fra sig. Det er en film man vil tænke over i lang tid efter at have forladt salen, og når man hører at det hele er lavet med udgangspunkt i en 17 år gammel virkelig hændelse, bliver det kun værre. Målet har været at vise historien fra en menneskelig vinkel, at tage børnenes parti og prøve at forstå moderen. Alting lykkedes og Koreeda viser med sikker hånd at han er en af Japans allerstørste skuespiller-instruktører.
Alle medvirkende leverer fremragende, menneskelige og rørende præstationer, ikke mindst unge Yuya Yugira som Akira, der som 13-årig debutant vandt skuespillerprisen ved sidste års Cannes-festival (filmen var i øvrigt nomineret til guldpalmerne). Ligeledes skal You, der spiller moderen, have megen ros for den fantastiske, dobbeltsidede præstation.
Eneste klagepunkt er at filmen måske lige er 20 minutter for lang, men det kan der sagtens ses gennem fingre med, for den er bestemt ikke kedelig, og den lette tomgang afspejler fint historien og karakterernes sindstilstand. De dygtige børneskuespillere, dirigeret af en fremragende og klarsynet instruktør der går til materialet med en underspillet dokumentarisk kant, som dog stadig er dybt holdingsbetonet, skaber tilsammen en virkelig rørende, tankevækkende og sært livsbekræftende film om ansvar, kærlighed og omsorg i en ubehagelig tid. På det varmeste anbefalet.
