Skriv en kommentar
Da jeg i begyndelsen af 1980´erne sad på en busstation en snevejrsnat i januar i Pittsburgh, mødte jeg en omvandrende Vietnamveteran, som havde været i hæren i ti år med de to værste måneder i Cambodia med nedstyrtet giftstoffer, og nu i 30´erne med krykker og næsten uden tænder, fortæller han hjerteskærende om sine geværangreb i Vietnam, og ryster fingrene som symbol på et maskingevær, får jeg den nat et tilfældigt møde med en tilfældig amerikaner og hans skæbne, hvor han for ti år siden var livsvigtig, er han nu unødvendig i det amerikanske livssamfund. Til besvær.
Det er den verden, Fern, i den Oscarvindende film Nomadland vil væk fra, da hun efter sin mands død og et mineselskab i Nevada har lukket byen Empire ned. Vi ser hvordan hun indretter sin autocamper med soveplads, toiletforhold og tøjvalg til det nye liv. Hun er ikke hjemløs - men husløs og det er hendes nye liv i autocamperen på de amerikanske veje i mange forskellige amerikanske stater, vi møder. Og hun siger bl.a.: Er ”et hjem” ikke bare et ord eller noget, du bærer i dig?
Fern, spillet eminent og afslappende af Frances McDormand, kommer bl.a. til det gigantiske Amazon-lager, hvor hun pligtopfyldende påtager sig et idiotarbejde, der giver brød på bordet, og iagttager kolleger med deres belastende arbejdsformer. Og hun møder også op på guru Bob Wells RTR-møde i den frie natur, hvor han velsigner nomader som Fern, og på religiøs vis udbreder kendskabet til det nomadiske samfunds nødvendighed i fællesskab. Bob Wells fremstår som sig selv. Også her glider hun lydløst ind som et accepterende medlem. Senere møder hun også en udstødt Vietnamveteran, og bliver opslugt af gøglere på et autocampermøde som på et Døllefjelde-Musse marked. Men hun har sin frihed. Væk fra minen og nyt liv efter mandens død.
Frances McDormand spillede med i den kinesiskfødte filminstruktør Chloé Zhao film fra 2018 The Rider - og købte derved rettighederne til at få lavet Nomadland, baseret på romanen af samme navn, skrevet af Jessica Bruder, og som nok bygger videre på John Steinbecks romaner – og vidste med det samme, at den skønhed skulle filmes af Zhao – det kan vi alle glæde os over i dag. Et mesterværk i langsommelighed og autentisk nærvær.
Vi får også den skønne Swankie med en kræftsvulsts fortælling om hendes største oplevelse: At se svalerederne på klippevæggen, og at se deres æggeskaller flyde i vandet – og som alligevel tør skælde Fern ud for ikke at have et reservedæk med, når hun nu punkterer i ørkenen. Swankie stammer fra Alaska – og har nu besluttet at leve sine sidste dage på farten. Filmen er så troløs, at den virker dokumentarisk.
Selv om Fern er husløs, vender hun flere gange tilbage til Empire, og møder igen søsteren, hvor manden er ejendomsmægler, og Fern får fortalt hende det umoralske i, at sælge huse til folk, der ikke har råd til at købe og nu stavnsbindes af renterne. Ferns styrke er det almindelig, at hun ikke er højtråbende eller påtrængende – men konstaterende.
Det, der huskes, lever videre – hedder det i filmen. Og filmen huskes. Et enkelt sted kommer hun gennem en kikkert helt ud til planeten Jupiter for i næste øjeblik at svømme nøgen rundt i vandløbet. Og selv om Fern kommer tættere på den barmhjertige Dave (David Strathaim) i hjemlige omgivelser, har hun stadig sætningen i sig: Vi ses ned ad vejen.
Den er mesterligt fotograferet og befriende at se en film, hvor der næsten intet sker. Og så alligevel en hel masse.
