Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Lidt Udover Det ...
Lidt Udover Det Sædvanlige billede

Børnene Fra Sølv...
The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Norwegian Wood

6. oktober 2011 af Kasper Sølvsten

4 stjerner Skriv en kommentar

Norwegian Wood billede

Filmatiseringen af Haruki Murakamis smukke og smertefulde roman ’Norwegian Wood’ er flot og meget tro mod oplægget. Lidt for tro, måske.

På den ene side kan man godt kalde ’Norwegian Wood’ for en ungdomskærlighedsfilm, men på den anden side giver det nogle temmelig misvisnede associationer. Godt nok handler den om unge mennesker i slutningen af teenagerne, om uskyldstab og om den store kærlighed, som de fleste andre ungdomsfilm gør. Men kender man Haruki Murakami, den japanske forfatter, der i 1987 skrev romanen, filmen bygger på, vil man vide, at der ikke kan være tale om nogen ungdomsfilm i traditionel forstand, når han har haft en finger med i spillet. I Murakamis univers ligger det ikke just i kortene, at hovedpersonerne nødvendigvis får hinanden eller at alle problemer bliver løst til sidst. I Murakamis univers er ulykken og døden aldrig langt væk.

’Norwegian Wood’, den bedst sælgende roman i Japan nogensinde, er en atypisk Murakami-bog, ikke alene fordi den er en ungdomsroman. Den er også atypisk, fordi der ikke er nogen parallelle virkeligheder, ingen fåremennesker, ingen der kan tale med katte eller forudsige fremtiden eller har andre mystiske evner eller forbandelser kastet over sig. De mærkelige og uforklarlige elementer, der findes i bøger som ’Trækopfuglens krønike’ og ’Kafka på stranden’, findes ikke på sammen måde i ’Norwegian Wood’. Alligevel er der noget uudgrundelig murakamisk over værket. Det er foruroligende og dragende, og selvom mystikken ikke er lige så fremtrædende eller tager direkte fysisk form som i andre af Murakamis værker, er den alligevel hele tiden til stede i ’Norwegian Wood’.

Ligesom i David Lynchs film, som Murakamis litteratur ofte sammenlignes med, får vi ofte flere spørgsmål end svar, når vi kaster os over et værk som ’Norwegian Wood’. Murakami lader det være op til os selv at finde ud, hvordan tingene hænger sammen. Heldigvis bakker filmens instruktør og manuskriptforfatter, fransk-vietnamesisk Tran Anh Hung (’Duften af den grønne papaya’ og guldløvevinderen ’Cyclo’) op om det projekt.

Hans film, der foregår i Tokyo i slutningen af 1960’erne, begynder med en række smukke og næsten dialogløse scener, hvor fortælleren og hovedpersonen Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) fjoller, hygger sig og spiller pool med sin eneste rigtige ven, Kizuki (Kengo Kôra). Det er helt udramatisk og uskyldigt. Lige indtil Kizuki tager hjem, sætter sig ind i sin bil i garagen, tænder motoren, og tager livet af sig selv.

Vi får ingen forklaring på hvorfor. Ligesom Watanabe og Kizukis kæreste, Naoko (Rinko Kikuchi), må vi som tilskuere selv lægge brikkerne sammen og forsøge at forstå baggrunden for den uforståelige og tragiske hændelse.

Hændelsen, der indleder filmen, bliver også indledningen på en slags kærlighedshistorie mellem Watanabe og Naoko. Deres fælles savn af Kizuki bringer dem sammen, men en kærlighed, der er baseret på en sådan tragedie, kan i Murakamis få alvorlige konsekvenser.

Da den sarte og ustabile Naoko lader sig indlægge på et behandlingshjem et sted langt
oppe i bjergene, efterlades Watanabe alene i Tokyo. Han møder Midori, der er alt det, den sarte og hemmelighedsfulde Naoko ikke er: åben, frembrusende og ukompliceret. Men hvem af de to skal han vælge, og hvad bliver konsekvenserne? Det er de store spørgsmål i ’Norwegian Wood’.

Det er altid problematisk at transformere litteratur til film. Det kræver valg og fravalg, og noget må nødvendigvis udelades. I Tran Anh Hungs filmatisering er det blandt andet Watanabes værelseskammerat, ’Stormtropperen’, det er gået ud over. Karakteren, der er med til at give romanen humor og lethed, er stort set skåret ud af filmen. Det betyder, at de lyse farver, der findes i romanen, stort set ikke eksisterer i filmen. Her får de mørke toner lov til at stå alene, og dermed bliver Tran Ahn Hungs værk endnu mere mørkt og melankolsk end romanen, den bygger på. Filmen mangler lidt af den lethed og cool, jazzede stemning, der altid er i Murakamis bøger.

Når det er sagt, lykkes det med forbløffende præcision Tran Ahn Hung at transformere stemningen fra Murakamis bog til film. Hans brug - eller mangel af samme - af underlægningsmusik og dialog, især i filmens første halvdel, er modig, elegant og virkningsfuld (knap så elegant er det, da ’Radioheads’ Jonny Greenwood får lov til at gå stryger-amok med sin underlægningsmusik hen mod slutningen af filmen!). En mindre modig og dygtig instruktør ville formentlig have ladet fortælleren Watanabe forklare tilskueren mere og fylde nogle de blanke huller ud. I stedet lader Tran Ahn Hung næsten demonstrativ være med at forklare, hvad det er, der foregår på skærmen. Han stoler på, at tilskueren selv er i stand til at skabe sin egen mening. Det er en meget murakamisk tilgang.

Man kan altid diskutere, om målet med en filmatisering er at være så tro som mulig mod forlægget, eller om det er at lave den bedst mulige film, selvom det betyder, at man må slagte nogle hellige køer undervejs. Er man fan af Murakamis bog og ønsker man en film, der får så meget af bogen med som mulig, kunne man formentlig ikke have fået en bedre film.

Kender man ikke bogen, vil man formentlig føle sig lidt forvirret over de mange personer, der bliver induceret, fordi de optræder i romanen, men som aldrig rigtig får lov til at spille nogen rolle i filmen. Filmatiseringen ville ikke havde været lige så tro mod forlægget, men der ville formentlig være kommet en strammere film ud ad det, hvis Tran Anh Hung havde turdet skære endnu mere i arvesølvet fra mesteren Murakami.

Titel: Norwegian Wood
Original Titel: Nowuwei no mori
Premieredato: 6. oktober 2011
Instruktør: Tran Ahn Hung
Skuespillere: Ken’ichi Matsuyama, Rinko Kikuchi, Kiko Mizuhara, Reika Kirishima, Tetsuji Tamayama, Kengo Kôra
Spilletid: 133 min.
Selskab: Asmik Ace Entertainment, Fuji Television Network, 2010
Genre: Drama
Link: http:// www.norwegianwood-filmen.dk/


banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...