Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Langtrukken og overfladisk boyband fremstilling
Det er åbenbart nyeste mode at diverse popstjerner skal lave en film om dem selv. Katy Perry har gjort det, Justin Bieber har allerede gjort det to gange, og derfor kommer det vel ikke som den store overraskelse, at boyband fænomenet One Direction også skulle have en film. Spørgsmålet er så bare om det bare rent kommercielt propaganda for de såkaldte ”directioners”, eller om der også er noget for os almindelige dødelige?
Dokumentaren følger altså boyband fænomenet One Direction rundt på deres Take Me Home tour rundt om i hele verden. Vi følger de charmerende drenge Liam, Niall, Zayn, Harry og Louis mens de øver sig og er bag kulisserne på deres koncerter. Ind i mellem ser man dem performe deres sange fra deres koncert i O2 Arena i London. Så dokumentaren er en blanding af koncert og dokumentar. Vi får kun lidt at vide (læs: skuffende lidt) om deres dannelse i X-factor.
Det helt store spørgsmål er om One Direction: This Is Us rent faktisk er værd at se. Jeg har absolut intet imod One Direction og synes faktisk at noget af deres musik er okay. Havde man set filmen med masser af fordomme og had til drengebandet, så havde anmeldelsen også været derefter, men selvom jeg ikke er ligesom de fuldstændig fanatiske fans der ikke kan leve uden One Direction, så kan jeg aldrig komme helt op og køre over dokumentaren. Dertil er den simpelthen for tam. Jeg valgte at se den forlængede Extended Fan Edition, og det var altså næsten to timer i selskab med One Direction, og det blev altså lidt for længe. Dokumentaren er for kedelig og uden nogen former for konflikter.
Faktisk kan det undre meget, at dokumentaren er så poleret, for instruktøren er ingen ringere end Morgan Spurlock, og hans navn vækker alligevel en association eller to. Spurlock er manden bag dokumentarer som Super Size Me(2004), Where in the World Is Osama Bin Laden(2008) og The Greatest Movie Ever Sold(2011). Film der alle var samfundskritiske og provokerende, men med This is us har Spurlock trukket i søndagstøjet og lavet en uinspirerende og kedelig omgang sødsuppe.
Desuden er titlen This Is Us også misvisende. Den burde nok nærmere have heddet This is us when there’s a camera around. Jeg nægter simpelthen at tro på, at livet bare er perfekt på deres tour, at alle bare er en stor familie, ingen konflikter og alle bare er glade. Jo, de kan da godt blive lidt irriterede på hinanden, men ellers er det åbenbart aldrig værre. Og selvom vi skal føle sympati for dem, fordi de aldrig ser deres familie, så virker det bare ikke specielt godt, når man ved, hvor stor berømmelse de har, og hvor mange moneter de har i banken, jeg tror sgu de overlever.
Det er altså dokumentarens store problem; den har alt for lidt substans og er ikke stærk nok til, at man kan fastholde sin interesse. Der er aldrig noget som helst på spil, og det bliver for kedeligt. Det bliver for trivielt at følge boybandet rundt i hele verden. Der er ingen konflikter, der skal optrappes, og alt er bare lykkeligt. Det var ganske fint at se filmen og få et lille indblik i deres liv, men det var ikke en stor åbenbaring, som jeg ikke kunne have undværet. One Direction fans vil helt sikkert elske filmen og fred være med det, men for den gængse filmseer virker det mest som en måde at malke koen for de sidste tilbageværende dråber.
Bonusmateriale
Som sagt findes filmen både i biografversionen og en Extended Fan Edition, som er 20 minutter længere. Ud over det er der blandt ekstramaterialet en musikvideoe og nogle udvidede optagelser fra dokumentaren, men eftersom det er ekstramateriale til en dokumentar så bliver det bare lidt mere af det samme, og det er absolut ikke særlig sindsoprivende.
2/6
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
