Endnu en gang har en stor gruppe danskere skippet nattesøvnen, for i stedet at sidde klistret til skærmen og fulgt den prestigefyldte "filmens juleaften", også kaldet Oscar-uddelingen. Det var ombæring nummer 85, hvor Akademiet hylder og fejrer det forgangne års bedste præstationer, i form af en gylden statuette. Værtsrollen var tildelt debutanten Seth MacFarlane (den sjove mand bag tegneserierne Family Guy og American Dad, og senest komedien Ted) som indledte på vanlig vis med at drille de kendte ansigter i salen, herunder Ben Affleck, Daniel Day-Lewis og Tommy Lee Jones. Med på storskærm dukkede også Star Treks Captain Kirk (i skikkelse af William Shatner) op, for at agere sidekick til MacFarlane angående en fremtidsvision om hvorvidt MacFarlane ville klare rollen som Oscar-vært. Kirk kunne f.eks. bringe morgendagens medie-dom over Macfarlanes præstation, som kaldte ham den værste Oscar-vært nogensinde, blandt andet på baggrund af en sokketeater-version af Flight og sangen We Saw Your Boobs, hvor en lang række kendte skuespillerinder fik en reminder om i hvilken film vi har set deres fortrin. Mere classy blev det dog, da MacFarlane fik assistance fra Channing Tatum, Charlize Theron, Joseph-Gordon Levitt og Daniel "Harry Potter" Radcliffe som dansende ensemble.
Samtidig lod man forstå at der ville være et par gennemgående tema'er gennem showet. Presentere, taler og diverse indslag blev fulgt til dørs af små vignetter af kendt film-musik. Blandt andet kunne man høre scores fra Sound Of Music, Godfather og Forrest Gump. Og som om det ikke var nok, så var der live performances fra Catherine Zeta-Jones (Chicago), Jennifer Hudson (Dreamgirls) og det primære cast fra Les Miserables med Hugh Jackman i front. Det andet tema som fik lidt air time var en fejring af James Bonds 50 års jubilæum, som bød på et sammenklip af store øjeblikke fra hans filmografi samt selveste Shirley Bassey som troppede op og gav os den klassiske Goldfinger. Senere kom turen til Adele og hendes tema-sang til den nominerede Skyfall (som siden skulle vise sig at vinde en Oscar for bedste sang). Og nu vi er ved klassisk filmmusik, så var det kendingsmelodien til Jaws som blev brugt som et slet skjult tegn på at Oscar-talerne skulle rundes af. Alt imens der var en del fokus på musikalske indslag, så boltrede MacFarlane sig med små jokes og sammenlignede Oscar-showet med en tur i kirken. "Det er søndag, folk er stadset op, men her er der blot flere som beder", lød det blandt andet fra komikeren.
Men nu til det som det i virkeligheden handler om, nemlig hvem hulen der løb med æren. Første modtager på scenen blev Christoph Waltz som blev præmieret for sin birolle som den sofistikerede dusørjæger Dr. King Schultz i Django Unchained. Han var ikke bleg for at sende stor respekt til hans mednominerede, hvilket Anne Hathaway senere gentog da hun snuppede prisen for bedste kvindelige birolle i Les Miserables. Der var ikke for alvor de store taler gennem de første par timers overrækkelse, for det handlede primært om at takke til højre og venstre, og man sad med fornemmelsen af at dette måske ville blive en uddeling uden nogle af de såkaldt "Oscar-moments". Michael Hanekes Amour vandt naturligvis, fristes man til at sige, for bedste udenlandske film (og dermed kunne vi sænke det danske flag) og på ægte østrigsk manér blev det til en del "Sank Ju" til de involverede omkring produktionen af den gribende fortælling om opofrende kærlighed mellem to mennesker under en sygdomsramt alderdom. Men pludselig skete der noget... Den ellers forholdsvis anonyme kategori Sound Editing blev kontroversiel i og med at der simpelthen var dødt løb. Da presenterne var Mark Wahlberg og bamsen Ted, troede flertallet først at der var tale om et humoristisk indslag, indtil Wahlberg flere gange måtte gentage komplet stemmelighed og uddelte priser til både Zero Dark Thirty og Skyfall. De to bedste venner havde forinden joket med hvor der mon ville blive afholdt Oscar-afterparty og gættet faldt på Jack Nicholsons bopæl.
Siden fulgte noget der lignede en beruset Renee Zellweger, gårsdagens razzie-vinder Kristen Stewart med et tydeligt blåt mærke på armen samt et styrt da Jennifer Lawrence snublede på trappen op mod podiet, hvor hun skulle modtage prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i Silver Linings Playbook. Det var omkring de tunge kategorier at de skarpe taler udfoldede sig. Da Quentin Tarantino (bedste originale manuskript) fik greb om mikrofonen var det med "peace out" og stor selvtillid omkring hans udvikling af skæve og memorable karakterer, som skuespillerne fik ros for at efterkomme til perfektion. "I år er det forfatternes år", proklamerede Tarantino inden han forlod scenen med v-tegnet højt hævet. Ang Lee takkede den store Filmgud, da han snuppede prisen for bedste instruktion (Life Of Pi). Og da Daniel Day-Lewis fik overrakt sin tredje hovedrolle-Oscar (rekord!) af Meryl Streep, så fik han salen til at grine ved at berette at det nok var meget godt at han og Meryl hvade byttet roller (Lewis fortalte at planen var at han sidste år skulle have spillet Margaret Thatcher i Jernladyen, mens Streep var castet til Lincoln). Han takkede også sin kone Rebecca for gennem deres 16 års lange ægteskab at havde tilbragt tiden med så mange forskellige mænd, underforståede Day-Lewis' mange filmkarakterer. Aftenens mest ventede pris, nemlig bedste film, endte med at blive annonceret via Det Hvide Hus og opråbt at selveste Michelle Obama. Et kontroversielt valg, når man nok burde lade Hollywood hylde Hollywood, lige som man ikke skal blande sport og politik. Vinderen blev Argo og en tidspresset Ben Affleck speedtalkede sig gennem de mange folk som fortjente en tak.
I det forgangne år er filmbranchen blevet et par store navne fattigere. Det rørende faste indslag In Memoriam, som hylder de afdøde som har betydet så uendeligt meget, var igen i år en flot gestus. Blandt de mindede huskes især instruktør og producent Tony Scott, som stod bag en masse af de helt store actionfilm fra 80'erne og fremefter. Jeg nævner i flæng Top Gun, True Romance, Fjenden I Dybet, Spy Game, Man On Fire, Days Of Thunder og sådan kunne man blive ved. Ridleys lillebror begik trist nok selvmord i det forgangne år. Farvel også til skuespiller Michael Clarke Duncan som fik sit helt store gennembrud som den mørke straffefange med overnaturlige evner i den Grønne Mil. Livet sluttede blandt andet også for aldrende legender som Ernest Borgnine, Charles Durning og Jack Klugman.
Hvem var så den store vinder? Tja, Life Of Pi blev topscorer med 4 statuetter, primært hentet i de tekniske kategorier. Men ellers var statuetterne faktisk ganske jævnt fordelt. Var der så nogle deciderede tabere? Ikke for alvor, ja skulle det da lige være The Master og Beasts Of The Southern Wild (dansk titel: Hushpuppy), hvis man regner med store titler som var nomineret i mere end én kategori. Det er nu på tide at lukke ned for endnu et Oscar-show som måske nok ikke vil gå over i historien som hverken nyskabende eller overraskende.
Tak til BioCity Odense for et glimrende arrangement.
