Skriv en kommentar
De fleste er nok vokset op med Ole Lund Kirkegaard og hans historie om næsehornet Otto. Men for at få alle med så handler bogen og filmen om Topper, hvis far er ud at sejle på De Syv Have, og de andre børn i hans klasse tror ikke på de historier, Topper fortæller om sin far. Samme dag som sommerferien starter, finder Topper en magisk blyant. Først tror han, at det, man skriver med den, forsvinder igen. Men efter at have tegnet et næsehorn på væggen i deres stue, finder han meget pludseligt ud af, at det man tegner, bliver til virkelighed.
Topper og hans ven, Viggo, står nu med et flinkt, men sultent næsehorn på 2. sal i et hus, der dårligt kan holde til vægten af den nyankommende. De andre beboere i huset får én efter én kendskab til Otto, som drengene har kaldt næsehornet efter Viggos far, og de fleste er utroligt gæstfrie over for næsehornet (han er jo ”en guttermand”). Undtagelsen er den rigtige Otto, der som en genfødsel af Basil Fawlty, tager skrappe midler i brug, for at få næsehornet ud.
Kirkegaards streg – nu i 3D
Otto er et Næsehorn er sidste film i en animeret Ole Lund Kirkegaard-triologi, hvor den første var Orla Frøsnapper (2011) og den anden var Gummi T (2012). Med animationen har de kunne levendegøre Kirkegaards egne illustrationer fra bøgerne, og lade historierne udspille sig i hans enkle og lidt tilfældige univers. Derudover har man tilsat 3D for en mindre eller ukendt effekt. Filmen rammer stilen meget rent, og for folk der er vokset op med Kirkegaards bøger, er det en fryd at se hans streger så sprudlende på lærredet.
Generation Pixar
Den enkelte stil giver dog også visse problemer. For et publikum, der er vant til ultra-detaljeret pixar-animation, får filmen til tider et lidt billigt og uprofessionelt udtryk. Men filmen har jo også uden tvivl haft et noget mindre budget end for eksempel Monsters Inc. og figurerne er, som karakterer, meget livlige og troværdige.
Næsehornet har dog nogle ”døde” øjeblikke, hvor han vækker mindelser om robotspækhuggeren i Befri Willy-efterfølgerne. Og sammenligner man med live-action filmen Otto er et Næsehorn fra 1983 kan man længes en smule efter ”dukken”, Otto, på samme måde, som man længdes efter ”dukken”, Yoda”, i Star Wars fra de gamle film. At filmen er i 3D giver umiddelbart heller ikke noget til filmen, undtagen det allerførste billede, men det tager på den anden side heller ikke noget fra den, hvis det kan lokke flere folk i biografen
Ufarligt næsehorn
Hvis man har set den gamle version af Otto er et Næsehorn er det svært ikke at sammenligne de to, og man kommer ikke udenom, at den gamle version havde en del mere kant end den nye, der er en forholdsvis ufarlig børnefilm. Det ses ikke mindst på slutningen, hvor den nye søger en lidt mere traditionel ”happy-ending” i stil med de fleste Disney-film. Det er en skam, for Kirkegaards kritik af de voksne og deres verden er stadig lige aktuel, og slet ikke usund at fodre børn med. Den skinner dog til dels igennem i dialogen, som er forfriskende og nuanceret.
Alt i alt er filmen dog underholdende hele vejen igennem, og selvom man gerne så en børnefilm, der var en smule mere udfordrende, har den masser af varme og rammer sin målgruppe meget præcist.
